DATs kabineformand vinder titlen som årets tillidsrepræsentant

Formanden for DATs kabineforening, Julia Monrad Lundsteen, blev vinderen af titlen som årets tillidsrepræsentant.

”Altid lydhør,” ”grundig” og ”dedikeret.”

Det er bare nogle af de rosende ord, som de kabineansatte i DAT har brugt til at beskrive deres tillidsrepræsentant Julia Monrad Lundsteen, der er blevet kåret som årets tillidsrepræsentant på FPUs netop afholdte TR-konference.

”Vi er rigtig glade for at kunne overrække denne pris til Julia. Hun gør et fantastisk arbejde for sine kolleger, og hun yder en kæmpe indsats både lokalt og i de bidrag, som hun kommer med til FPU. Hun er en dygtig og empatisk tillidsrepræsentant, der altid har gode og konstruktive input til, hvordan vi i FPU kan forbedre arbejdsforholdene for de kabineansatte,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

Thilde Waast overrakte prisen til en både overrasket og berørt Julia Monrad Lundsteen på konferencen.

“Jeg er både meget beæret, overrasket og overvældet over at vinde prisen som årets tillidsrepræsentant. En pris der i øvrigt mindst ligeså meget er en anerkendelse af min bedre halvdel, Tatiana, DCUs dygtige næstformands store arbejde for foreningens medlemmer,” siger Julia Monrad Lundsteen.

“Tusind tak til FPU, min dygtige bestyrelse og DCUs medlemmer for at vise mig den vigtige tillid som er med til at skabe de aller bedste betingelser for mit arbejde som tillidsrepræsentant. Tak til Carsten, pilotforeningen formand, for et fremragende samarbejde. Tusind tak for den.”

En hyldest til tillidsrepræsentanternes arbejde

FPU har valgt at kåre årets tillidsrepræsentant for at sætte fokus på tillidsrepræsentanternes arbejde. FPUs medlemmer har fået muligheden for at stemme, og ifølge Thilde Waast var en lang række tillidsrepræsentanter blev nomineret til titlen af deres kolleger. 

”Det var et tæt løb om at vinde titlen, og det har været fantastisk at læse alle de positive kommentarer, som vores medlemmer har skrevet om deres tillidsrepræsentanter Det allervigtigste for os ved at kåre årets tillidsrepræsentant var at sætte fokus på og hylde det store arbejde, som de tillidsvalgte gør. De er hjørnestenen i FPU, og de fortjener en kæmpe tak for deres indsats,” siger Thilde Waast.  

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev