Alle konkursramte short haul-piloter i Norwegian er blevet tilbudt genansættelse

Cirka 160 short haul-piloter er blevet genansat i Norwegian, og den nye pilotforening har netop holdt sin første ordinære generalforsamling. Foreningen vil arbejde for at langtidssikre deres jobs, og så vil de have en dialogbaseret tilgang til selskabet.

Alle short haul-piloter, der blev ramt af Norwegians danske konkurs i 2020, er blevet tilbudt genansættelse på Norwegians base i København.

I alt drejer det sig om cirka 160 piloter. De første begyndte at flyve i juli 2021, mens de sidste er blevet genansat i maj i år.

Pilotforeningen Norwegian Pilot Union Denmark blev stiftet i oktober sidste år, og ifølge foreningens formand, Anders Moresco, har de ventet med at afholde den første ordinære generalforsamling, indtil de sidste genansættelser var kommet på plads.

”Vi er først og fremmest glade for, at alle er tilbage. Det var vores første mål, og i bestyrelsen vil vi lytte til, hvad medlemmerne har brug for. Vi skal blandt andet arbejde for at langtidssikre de stillinger, der er oprettet i København, og så går vi en travl sommer i møde,” siger Anders Moresco.

”Vi skal genvinde tilliden og vores markedsandele, og så skal vi vise, hvad Norwegian står for. Kunderne skal opleve, at Norwegian er det smarte valg for både forretnings- og ferierejsende.”

Ny bestyrelse vil sikre dialog og repræsentation af unge piloter

På generalforsamlingen blev der valgt to nye medlemmer til bestyrelsen. Jakob Ærenlund Tamsen blev valgt til næstformand, og Christian Rosenbæk blev valgt som bestyrelsesmedlem.

Næstformand Jakob Ærenlund Tamsen vil arbejde for at bygge videre på en dialogbaseret tilgang mellem selskabet og pilotgruppen.

”Vi skal opnå bedre vilkår for os, samtidig med at selskabet vokser og bliver en stærk spiller på markedet. Lige nu skal vi investere i opbygning af tillid, så vi senere får mulighed for et større afkast. Og så håber jeg, at vi får et godt fremtidigt samarbejde på tværs af landegrænser,” siger Jakob Ærenlund Tamsen.

Bestyrelsesmedlem Christian Rosenbæk er med sine 27 år blandt de yngre piloter i pilotgruppen, og han håber, at han kan være med til at sørge for, at den unge generation af piloter er godt repræsenteret i bestyrelsesarbejdet.

”Det er vigtigt at bestyrelsen også omfavner den yngre del af piloterne, som jeg gerne vil repræsentere. Som del af den nye generation håber jeg på at kunne byde ind med nye perspektiver, som kan sikre gode løsninger på de udfordringer, som kan opstå. Jeg tror på, at den gode dialog med gensidig tillid er den rigtige vej frem.”

Ny overenskomst i 2023

Piloterne i Norwegian er i øjeblikket ansat under en midlertidig ramp up-aftale, der er baseret på den overenskomst, som short haul-piloterne havde inden konkursen.

I aftalen fremgår det, at der vil være en opstartsprotokol med midlertidige fravigelser, der skal give øget fleksibilitet og lavere risiko for selskabet. Ramp up-aftalen varer til 31. december 2022, hvor fravigelserne forfalder, og i oktober 2023 skal en ny overenskomst forhandles på plads.  

”Med ramp up-aftalen hjælper vi firmaet til at komme ovenpå igen. Vi ser frem til at fortsætte den gode og positive dialog, som vi har haft med selskabet. Vi forventer at opnå nogle resultater og få lavet nogle aftaler, som gavner både firmaet og pilotgruppen, når vi forhandler en ny overenskomst på plads næste år,” siger Anders Moresco.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev