125 piloter og kabineansatte på Norwegians base i København risikerer at miste deres job. I dag har selskabet og repræsentanter for de ansatte forhandlet om masseafskedigelserne.
Norwegian, der er det næststørste flyselskab i Danmark, vil afskedige 55 piloter og 70 kabineansatte på selskabets base i København.
Det svarer til cirka en femtedel af selskabets piloter og kabineansatte i Danmark.
Norwegian bekræfter, at selskabet i dag har indledt forhandlinger om masseafskedigelserne med repræsentanter for selskabets piloter og kabineansatte.
“Vi skal løbende tilpasse vores operation til de markedsvilkår, vi opererer under, og sikre, at Norwegian forbliver et solidt, konkurrencedygtigt og resilient flyselskab i en branche præget af konstant forandring,” siger Sara Neergaard, dansk landechef i Norwegian.
Norwegian afviser økonomisk krise
Norwegian begrunder over for de ansatte afskedigelserne med, at der ikke er nok efterspørgsel til vinter, men afviser, at selskabet står over for en økonomisk krise.
“Der er på ingen måde tale om en økonomisk krise, men om en strukturel udfordring knyttet til de markante sæsonudsving i København og om rettidig omhu,” siger Sara Neergaard.
Selskabets cirka 230 piloter og 400 kabineansatte på basen i København blev informeret om masseafskedigelserne på et møde afholdt torsdag i sidste uge.
”Det er enormt trist, at Norwegian er i så store problemer, at de ser sig nødsaget til at opsige så mange piloter og kabineansatte. Vi er i tæt kontakt med vores tillidsrepræsentanter i Norwegian, vores kolleger i den europæiske fagbevægelse og vores juridiske rådgivere,” siger Thilde Waast, formand for FPU, som er fagforening for Norwegians piloter og kabineansatte.
”Vi vil nu arbejde for at finde løsninger for vores medlemmer. Vi vil kræve, at selskabet gør en reel indsats for at afbøde de negative konsekvenser, som afskedigelserne vil få,” siger Thilde Waast.
Faktaboks
Norwegian er det næststørste flyselskab i Danmark. Ifølge Københavns Lufthavn var SAS i 2025 det største flyselskab i lufthavnen med 38 % af passagererne, efterfulgt af Norwegian med omkring 15 % og Ryanair med omkring 9 %
Der er cirka 230 piloter og 400 kabineansatte på Norwegians base i København
Norwegians danske datterselskaber gik konkurs under coronaepidemien, men i 2021 genåbnede Norwegian en base i København
Tidligere i år annoncerede Norwegian, at de ville opkøbe Nordic Leisure Travel Group, der blandt andet tæller Spies og Spies’ flyselskab Sunclass
Lov om masseafskedigelser træder i kraft
Når så mange mennesker i et enkelt selskab skal afskediges, træder masseafskedigelsesloven i kraft.
Det betyder, at selskabet og repræsentanter for de ansatte skal have reelle forhandlinger om at undgå eller begrænse afskedigelserne.
“Der er aftalt tre møder med medarbejderrepræsentanterne, hvoraf det første blev afholdt i dag, som led i den lovpligtige proces, hvor formålet er at nå frem til en aftale om at undgå eller begrænse antallet af afskedigelser ved hjælp af alternative løsninger og afbødeforanstaltninger såsom øget fleksibilitet. Vi håber selvfølgelig, at vi her kan nå til enighed om løsninger, der kan afhjælpe situationen,” siger Sara Neergaard.
“Vi er meget bevidste om, at der bag processen er kolleger, som oplever reel usikkerhed om deres fremtid. Det tager vi alvorligt, og vi gør alt, hvad vi kan, for at gennemføre processen så hurtigt som muligt, så perioden med usikkerhed bliver så kort som muligt uden at gå på kompromis med en ordentlig proces,” siger Sara Neergaard.
