4.185 kroner i kabinecheftillæg og seks ekstra fridage: De vigtigste punkter fra ny kabineoverenskomst i BRA

Den nye overenskomst i BRA/AAP giver de kabineansatte højere løn, højere kabinecheftillæg og seks ekstra fridage. Få højdepunkterne i den 2,5-årige overenskomst her.

35 procent.

Så meget er kabinecheftillægget i BRA/AAP steget med i den nye overenskomst fra juli.

Det betyder, at kabinechefer på Braathens ATR nu får 4.185 kroner om måneden, og det resultat er kabineformand for BCUD, Ingelise Hansen, stolt over:

”Jeg er glad for, at kabinechefernes ekstra ansvar nu bliver belønnet med 4.185 kroner om måneden. Det er et fair tillæg, og jeg håber, at det giver flere kabineansatte incitament til at søge om upgrade til kabinechef.”

Kabineansatte får seks ekstra fridage

FPU og BCUD har også forhandlet seks ekstra fridage hjem til de kabineansatte. I forvejen har FPU-medlemmer i BCUD en særlig medlemsfordel i form af fem ekstra feriefridage.

”Det har været en prioritet, at kabineansatte i BRA/AAP fik flere fridage. I tidligere overenskomstforhandlinger har vi også skaffet fem ekstra feriefridage kun for medlemmer,” siger FPU-næstformand Anders Mark Jensen.

Han er glad på vegne af de kabineansatte i BRA/AAP, og han mener ikke, det ville være muligt for organisationer, som ikke specialiserer sig indenfor luftfart, at opnå samme resultater:

”FPU er Danmarks største og mest specialiserede fagforening for flyvende, og vi har ekspertisen og musklerne til at forhandle gode aftaler med medlemsfordele hjem til vores medlemmer. Det er faktisk ret unikt i fagbevægelsen, at vi i FPU har medlemsfordele som prioritet.”

Faktaboks: De vigtigste punkter i BCUDs nye overenskomst

- 35 procent stigning af kabinecheftillæg til 4.185 kroner om måneden

- Seks ekstra fridage

- Fortsættelse af fem ekstra feriefridage kun for medlemmer af BCUD og FPU

- Et loft over månedlige dutytimer på 166 timer

- Højere kompensation for solgte fridage

- Mere i pension

- Et bedre bidding-system

- Superfridage
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev