I den nye regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og de Radikale bliver Signe Munk (SF) ny transportminister. Indtil sin udnævnelse var hun klimaordfører og politisk ordfører, og så er hun mangeårig fortaler for afgifter på både privat- og passagerflyvninger.
Signe Munk fra SF skal nu stå i spidsen for by-, land- og transportministeriet.
Hun kommer fra en position som politisk ordfører og klimaordfører for SF, og hun var en af de fremtrædende stemmer i debatten om flyafgifter. Da afgiften på passagerflyvninger blev stemt igennem tilbage i 2024, kritiserede hun regeringen for ikke også at lægge afgifter på privatfly.
”Det er jo helt åbenbart, at der er en urimelighed i, at rigmænd, der bruger privatfly, som vi andre bruger toget, ikke betaler. De har en klimaregning, som der også skal betales for,” sagde hun til DR.
Til en §20-høring i skatteministeriet i november 2025 spurgte hun ind til retfærdigheden i, at privatfly blev undtaget afgifter:
”Mener ministeren, at det er rimeligt, at privatfly, som udleder op mod 17 gange mere CO2 pr. passager end rutefly, fortsat kan flyve uden at betale CO2-afgift, mens almindelige danskere skal betale for deres CO2-udledninger, når de flyver på ferie?”
Parat til at ændre regler
Flyafgifter er ikke det eneste punkt, Signe Munk har haft fokus på.
På de sociale medier kritiserede hun i kølvandet på coronapandemien i 2022, at fly i Europa begyndte at flyve halvtomme eller tomme rundt:
”Problemet er skabt af at flyselskaberne er tvunget til at sende deres fly i luften, hvis de vil være sikre på, at andre selskaber ikke snupper deres afgangs- og ankomsttider på landingsbanerne,” skrev hun i 2022 sin Facebook og fortsætter:
”Det er altså helt hul i hovedet, at fly, som forurener så meget, tvinges i luften af regler for landingsbaner SELVOM passagerne bliver på jorden. Come on. Det kan gøres klogere. De regler skal laves om.”
Kritik af nulmomsordning
Da skatteminister Jeppe Bruus (S) i 2024 foreslog nul moms på indenrigsflyvninger, hvilket blandt andet skulle gøre flyvninger til og fra Karup mere attraktivt, kaldte hun skatteministeren og transportministeren til samråd.
”Der er ikke rigtig noget godt svar på, hvem det [nulmomsordningen, red.] skal komme til gavn, hvad det vil betyde for skatteborgerne, for klimaet, og hvem der egentlig har tænkt sig at gøre brug af den her ordning,” sagde hun i den forbindelse til TV Midtvest.
Mere tog, mindre fly
I et debatindlæg fra 2019 i nichemediet Klimanyt kaldte hun luftfart for ”klimaskadeligt” og udtrykte et ønske om mere klimavenligt brændstof, fx på affalds- og biprodukter, som skal kunne konkurrere med fossile brændstoffer.
Signe Munk har derudover advokeret for, at der bør investeres mere i det europæiske tognetværk end i luftfartsbranchen.
Blå bog – Signe Munk:
- Født 1990 i Odense
- Bor på Fur i Vestjylland med sin kæreste og to børn
- Uddannet sygeplejerske
- Bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet
- Folketingsmedlem for Vestjyllands Storkreds siden 2019
