Norwegian-pilot skal stå i spidsen for de danske piloter

Kaptajn i Norwegian Christian von d’Ahé er blevet valgt som formand for den danske pilotorganisation DALPA. Han skal repræsentere de danske piloters interesser i det internationale arbejde.

Når de europæiske pilotorganisationer i dag mødes i Bruxelles, vil de danske piloter være repræsenteret af Christian von d’Ahé. Han er kaptajn i Norwegian og er denne måned blevet valgt som ny formand for DALPA.

DALPA er paraplyorganisation for de danske piloter og tæller blandt andet pilotgrupper fra FPU og SAS.

”Jeg glæder mig meget til at varetage de danske piloters interesse internationalt. Det er vigtigt, at vi repræsenterer alle danske piloter og arbejder for løsninger på de udfordringer, vi har i Danmark,” siger Christian von d’Ahé.

Udover at flyve for Norwegian er Christian von d’Ahé formand for pilotforeningen Norwegian Pilot Union Denmark, der hører under FPU.

Fokus på medicals og loss of licence

DALPA arbejder for danske piloters interesser og deltager blandt andet i møder i European Cockpit Association (ECA), der er den europæiske fagforening for piloter.

ECA sætter blandt fokus på de udfordringer, som piloter oplever, og kommer med input til den lovgivning, der regulerer europæisk luftfart. Christian von d’Ahé har allerede flere punkter klar, som han som DALPA-formand vil sætte fokus på.

”Én af de ting, som fylder meget for danske piloter, er situationen med medicals. Samtidig ser vi en stigning i loss of licence. Der kan være flere forskellige årsager, og det vil jeg gerne undersøge nærmere,” siger Christian von d’Ahé.

”Vi arbejder tæt sammen med FPU om at forbedre situationen på nationalt plan. Derudover ved vi, at EU-forordningerne gør, at vi er nødt til at stå sammen på europæisk plan. Jeg ser meget frem til at arbejde for bedre vilkår for de danske piloter.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev