DAT har benyttet en pilot, der er ansat i et cypriotisk bemandingsselskab, til at flyve mellem København og Rønne under folkemødet.
DAT er nu begyndt at bruge piloter ansat i deres cypriotiske bemandingsselskab på danske indenrigsruter. Det fremgår af dokumentation, som Fagbladet Luftfart er kommet i besiddelse af.
Dokumentationen viser, at en pilot ansat i Nordic Crew Supply (NCS) har fløjet flere DAT-flyvninger mellem København og Bornholm til Folkemødet.
”Det viser, at DATs cypriotiske bemandingsselskab bruges til stille og roligt at undergrave de rettigheder, som piloter ansat i DAT ellers har,” siger Thilde Waast, formand for FPU.
Piloter ansat direkte i DAT er beskyttet af en dansk overenskomst, som er tegnet med FPU, mens piloter i NCS er såkaldt self-employed contractors eller det, som fagbevægelsen kalder falske selvstændige. Det betyder, at de ikke har den beskyttelse, som en overenskomst giver.
Modarbejder pilotrettigheder
Thilde Waast fortæller, at der har været en gensidig forståelse mellem DAT og selskabets overenskomstdækkede piloter om, at DAT ikke bruger NCS-piloter i Danmark.
”Uanset om der er tale om en schedulerings-fejl eller en bevidst handling, kan vi konstatere, at DAT ved folkemødet i år ikke har respekteret den aftale. Det er stærkt kritisabelt,” siger Thilde Waast.
NCS blev oprettet i 2023 og har foråret igennem søgt piloter til DATs Airbus og ATR-produktion. Piloterne bliver ikke ansat i DAT, men får i stedet en kontrakt som self-employed contractors med NCS.
”Det er en dybt problematisk tendens i luftfart, at selskaberne benytter falske selvstændige. Det modarbejder de ordnede vilkår, som vi har kæmpet for, og piloterne får ikke den beskyttelse og de rettigheder, som de burde. Det er social dumping, og det hører ikke hjemme i hverken Danmark eller i Europa,” siger Thilde Waast.