FPUs nye advokat Elisabeth Tran ved efter en årrække som personalejurist, hvordan en arbejdsgiver tænker. Hun vægter et godt arbejdsmiljø højt og vil kæmpe for, at FPUs medlemmer trives på deres arbejde.
De seneste ni år har FPUs nye advokat Elisabeth Tran siddet som personalejurist på arbejdsgiversiden af bordet, når ledelse og ansatte skulle løse både store og små problemer. Nu glæder hun sig til at kæmpe for medarbejderne.
”Jeg vil kæmpe for piloter og kabineansatte både før, under og efter deres ansættelse. Jeg vil være frontløber for deres sag. Min force er, at jeg ved, hvordan en arbejdsgiver tænker. Jeg kan gennemskue, når arbejdsgiver prøver at springe over, hvor gærdet er lavest,” siger Elisabeth Tran.
Elisabeth Tran kommer til FPU fra en HR-stilling på Københavns Universitet. Hun fortæller, at en af hendes fornemmeste opgaver bliver at sikre, at FPUs medlemmer har det godt, når de går på arbejde.
”Jeg vægter arbejdsmiljø meget højt. En arbejdsgiver er interesseret i, at arbejdsmiljøet er i orden, men i en travl hverdag kan det let gå i glemmebogen,” siger Elisabeth Tran.
”Overenskomsten skal sikre, at piloter og kabineansatte får ordentlig løn og arbejdsvilkår, og at de ikke bliver udsat for social dumping på arbejdspladsen. Men når vi har sagt god for arbejdsvilkårene, er det vigtigt, at vi kæmper for, at FPUs medlemmer også trives på deres arbejde.”
God dialog er vejen frem
Elisabeth Tran er opvokset på Amager med sine forældre og storesøster, og hun er ”flyvevant”, da hendes mor har arbejdet i Københavns Lufthavn siden 1980erne. Hun blev uddannet advokat i 2013 og har tidligere været ansat i Tryg Forsikring, Advokatfirmaet Magnusson, Rigspolitiet og senest Københavns Universitet. Hun har specialiseret sig inden for ansættelsesret, arbejdsret og arbejdsskader.
”Min rolle som advokat er at løse sager, når de går i hårdknude. Jeg vil gerne rette op på de fejl, som arbejdsgiver begår. Jeg vil have, at der bliver taget hånd om sagerne første gang. Min erfaring er, at sager kan trækkes i langdrag, at de ikke bliver prioriteret, og at de i værste fald går i glemmebogen. Men det er vigtigt, at vores medlemmers sager bliver prioriteret med det samme, hvis de for eksempel ikke får den rette løn eller de ferierettigheder, som de har krav på,” siger Elisabeth Tran.
Hun lægger samtidig vægt på, at man forsøger at have en ordentlig kommunikation med arbejdsgiveren.
”Selvom der måtte være kritisable arbejdsforhold, er det så vidt muligt bedst med en god og konstruktiv dialog. Når problemet er løst, vil vores medlemmer som regel stadig være ansat, og det skal ikke være ubehageligt for dem at gå på arbejde bagefter.”
Vil hjælpe medlemmer med stort og småt
Elisabeth Tran fortæller, at det for hende føltes som det rette tidspunkt at skifte fra at rådgive arbejdsgivere til i stedet at være den, der hjælper arbejdstageren.
Hun glæder sig over, at hun i jobbet hos FPU kan være talerør for de medlemmer, der har behov for det, og hun ser frem til at hjælpe FPUs tillidsrepræsentanter og klæde dem godt på, når de skal være bisiddere ved svære samtaler.
”Jeg vil kæmpe hvert et medlems sag over for arbejdsgiver, når der sker noget uretmæssigt. Arbejdsgiver er altid den ’store.’ Jeg glæder mig derfor til at bistå vores medlemmer, sikre deres vilkår og gode trivsel og stå dem bi, når det er svært. Nogle råber højt, mens andre ikke er højtråbende, og det er også deres sag, vi skal kæmpe. Jeg vil hjælpe folk med både stort og småt, og jeg vil være til rådighed,” siger Elisabeth Tran.