FPU fortsætter forhandlinger om dansk base for Ryanair-datterselskab

I denne weekend skal Flyvebranchens Personale Union endnu engang mødes med repræsentanter fra Ryanairs datterselskab, Malta Air, for at forsøge at få en overenskomst på plads for en kommende dansk base.

Om to uger vil Ryanair-datterselskabet Malta Air åbne en base i Billund, men det er endnu ikke lykkedes FPU og repræsentanter fra Malta Air at nå til enighed om en dansk overenskomst for piloter og kabineansatte.

Parterne skal mødes til afgørende forhandlinger i den kommende weekend for at få en overenskomst på plads, inden basen efter planen åbner den 27. oktober.

”Vi har været i gang med at forhandle overenskomst med Ryanairs datterselskab i længere tid. Vi håber, at vi kan få en løsning ved forhandlingsbordet inden opstart af basen, uden at vi skal igennem det samme som i 2015,” siger Anders Mark Jensen, næstformand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), der repræsenterer piloter og kabineansatte i Danmark.

Piloter og kabineansatte skal have gode arbejdsvilkår, uanset hvem de arbejder for

Ryanair annoncerede i maj, at selskabet vil oprette en dansk base og placere to fly i Billund fra slutningen af oktober i år. For nyligt annoncerede Ryanair også, at basen i Billund vil åbne med otte nye ruter til blandt andet Lissabon og Sibiu i Rumænien.

Under forhandlingerne hen over sommeren meddelte Ryanair FPU, at det vil blive datterselskabet Malta Air, der skal operere fra basen i Billund, og at ansættelserne dermed vil blive i det maltesiske datterselskab og ikke direkte i Ryanair.

”Hvis Ryanair eller deres datterselskab vil åbne en base i Danmark, skal det foregå på en god dansk overenskomst med rimelige løn og arbejdsvilkår. Piloter og kabineansatte fortjener gode arbejdsvilkår, uanset hvem de arbejder for,” siger Anders Mark Jensen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev