Usikker fremtid for 789 Norwegian-ansatte efter lukning af baser

Jagten på besparelser i Norwegian har skabt usikkerhed blandt hundredvis af medarbejdere.

I sidste uge blev seks baser bebudet lukket, som et led i at selskabet skal spare 2 milliarder norske kroner i 2019.

Foreløbigt har der ikke været tale om fyringer fra Norwegians side. Ambitionen er at flytte personalet til andre baser, lyder det fra selskabet.

Det vil imidlertid kræve, at den enkelte medarbejder har mulighed for at flytte derhen, hvor Norwegian-ledelsen kan tilbyde nye jobs.

Irsk base rammes af nedskæringer

De berørte baser ligger i Spanien, Italien, USA og Holland – men ifølge The Irish Times vil Norwegian også reducere på selskabets irske base i Dublin. Dette vil ifølge mediet betyde, at medarbejderstaben her reduceres med omkring 150 stillinger.

Oplysningerne stammer fra et internt notat til de irske fagforeninger, hvor Norwegian oplyser, at man vil reducere antallet af fly på basen i Dublin fra seks til blot to eller et enkelt fly efter sommersæsonen 2019.

Nyheden kommer godt et år efter, at selskabet i efteråret 2017 ansatte 50 piloter og 200 kabinemedarbejdere til selskabets Dublin-base, hvorfra der flyves til blandt andet USA.

Dertil har Dublin-basen senest været tilbudt personalet på Norwegians Edinburgh-base, som blev annonceret lukket i efteråret, erfarer Luftfart.nu.

789 medarbejdere risikerer at skulle flytte

Foruden efterretningerne fra The Irish Times har den spanske pilotfagforening SEPLA og kabinefagforening USO oplyst, at 124 piloter og 375 kabineansatte er nødsaget til at flytte base, hvis de vil beholde deres job, som følge af de spanske baselukninger.

På vegne af de italienske medarbejdere oplyser fagforeningen ANPAC til Luftfart.nu, at 60 piloter og 80 kabineansatte arbejder på Norwegians short haul-base i Rom, som nu skal lukke.

Med reduktionerne i Dublin bliver det til mindst 789 berørte medarbejdere. Dertil kommer de ansatte i Holland og USA, hvor Norwegian også vil helt eller delvis afvikle baser.

Hos ANPAC oplyser man, at man endnu ikke ved, om personalet kan få job på Norwegians langrute-base i den italienske hovedstads-lufthavn, eller om der venter helt nye baser. Intet af dette kan dog ske uden forudgående forhandling, oplyser ANPAC.

Ifølge The Irish Times skal der på et møde mellem Norwegian og medarbejdernes fagforeninger også have været drøftet muligheden i at reducere antallet af selskabets driftstilladelser.

Alene den irske driftstilladelse beskæftiger 70 ansatte i Dublin, skriver avisen.

Fagforening: Arbejder i døgndrift

Blandt andet Norwegians langrutebase i København er udset som fremtidig arbejdsplads for de ansatte, hvis baser bliver afviklet.

Her har selskabet overenskomst med Flyvebranchens Personale Union:

»Vi arbejder 24/7 i samarbejde med blandt andet Flyvebranchens Personale Union for at finde de bedste løsninger for de berørte medarbejdere,« siger Martin Stork, formand for Norwegian Pilot Group, der repræsenterer Norwegian-piloter på tværs af selskabets baser.

Han kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt af hensyn til de berørte medarbejdere.

Derover har Norwegian nævnt Oslo og Stockholm og Madrid som potentielle nye arbejdspladser, for de medarbejdere, hvis baser nu bliver afviklet.

Arbejder på at mindske konsekvenser

Forelagt omfanget af medarbejdere, der bliver berørt af Norwegians base-lukninger, skriver Norwegians kommunikationschef i Danmark, Andreas Hjørnholm, i en mail til Luftfart.nu:

»Vi arbejder hårdt på at mindske konsekvenserne for de kolleger, der er berørt af baselukningerne. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde overflytninger til andre baser eller til vores long haul operation, hvor det er en mulighed,« og tilføjer:

»Det er ikke en let situation, men det er nødvendigt for at skabe en bedre forretningsmæssig bæredygtighed i en meget konkurrencepræget branche.«

Norwegian ønsker ikke at svare konkret på spekulationerne om mulige afviklinger af driftstilladelser.

På nuværende tidspunkt er der ikke truffet beslutning om at skulle afvikle driftstilladelser, men selskabet afviser heller ikke, at det kan komme på tale.

Norwegian er arbejdsplads for omkring 10.000 medarbejdere.

Opdateret 24. januar 2019 kl. 15:50 med oplysninger fra ANPAC.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev