Efter 12 år som administrerende direktør i Københavns Lufthavne stopper administrerende direktør Thomas Woldbye. Han skal i stedet være administrerende direktør i Heathrow Lufthavn i London.
”Der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe, men vi er igennem de værste følger af Corona. Lufthavnen er i en god position til fuld genetablering med robuste planer for fremtiden,” siger Thomas Woldbye.
“Jeg er stolt af, hvor meget vi har opnået og over den lufthavn, jeg overlader til mine efterfølgere. Det har været nogle fantastiske år med både op- og nedture, men altid med fokus på kunderne, fremtiden, kvalitet og lufthavnens rolle i samfundet sammen med de mange mennesker, som får det hele til at ske. Gennem mine år i Københavns Lufthavne har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med mange utroligt kompetente og dedikerede kollegaer. Jeg er trist over at skulle sige farvel til alle mine kollegaer, men jeg har fuld tillid til, at de vil fortsætte deres målrettede arbejde med at sikre en lys og spændende fremtid for Københavns Lufthavne A/S,” siger Thomas Woldbye, der fortsætter som administrerende direktør i Københavns Lufthavne indtil den 30. september 2023.
Bestyrelsen for Københavns Lufthavne A/S igangsætter nu processen med at udfinde lufthavnens næste administrerende direktør.