Ryanair-ansat om dårlige arbejdsvilkår: Hvad tror du, man får for 149 kr. per billet?

Af Eline Svendsen, journalist, Avisen.dk

Kabinepersonalet i Ryanair har varslet strejke i flere lande. Avisen.dk har talt med en ansat om arbejdsforholdene.

Det er fristende at købe en flybillet til kun 149 kroner – men så kan det heller ikke komme bag på dig, at de ansatte i flyselskabet har lav løn og dårlige arbejdsvilkår.

Sådan lyder beskeden fra en anonym kabineansat i flyselskabet Ryanair, som Avisen.dk har talt med.

»Tænk over, at når du betaler så lidt for en flybillet, kan du ikke forvente, at de ansatte har gode arbejdsforhold,« siger han.

Lavprisflyselskabet er netop nu i medierne, fordi kabinepersonale i Italien, Spanien, Portugal og Belgien har varslet strejke 25. og 26. juli 2018. Strejkevarslet kommer, efter at Ryanair har afvist de ansattes krav om blandt andet bedre løn og ansættelseskontrakter, som anerkender de nationale love i de lande, medarbejderne er udstationeret.

Føler med de feriegæster, der bliver ramt

Avisen.dk har talt med en medarbejder, som ønsker at være anonym, da det kan få konsekvenser for ham at udtale sig til pressen om sin arbejdsgiver. Tom, som vi kalder ham, arbejder for Ryanair, men står derfor ikke over for at skulle strejke lige nu. Fagforeningerne i de nordeuropæiske lande forsøger nemlig stadig at lave en aftale med Ryanair, fortæller Tom.

»Hvis det var op til mig, skulle vi strejke. Det virker ikke som om Ryanair er interesserede i at forhandle, eftersom de har afvist hvert eneste af vores krav. De forsøger bare at trække tiden ud,« siger han til Avisen.dk.

En strejke lige midt i feriesæsonen vil ramme flyselskabet hårdt. Men det vil også gå ud over de mange mennesker, som har købt flybillet og glædet sig til at komme på ned i varmen og slappe af med familien eller vennerne.

»Jeg føler med de mennesker, som bliver påvirket af det, men håber, at de forstår at det er vores eneste mulighed. Vi forsøger at forhandle med en arbejdsgiver, som ikke er villig til at forhandle, men bare siger nej til alle vores betingelser. De ansatte vil gerne finde en anden løsning. Strejke er vores sidste udvej,« siger Tom.

Møder syge op på arbejde

En af de ting, Tom og hans kolleger kæmper for, er at få lokale kontrakter, så de ansatte får de rettigheder, som gælder i det land, de arbejder i. Lige nu er det nemlig irsk lovgivning, der gælder, uanset hvor i verden, de arbejder.

»Og ifølge den skal vi gøre, hvad firmaet siger uden at stille spørgsmål,« siger Tom.

Han er frustreret over, at han som arbejdstager bosat i et nordeuropæisk land skal betale en høj skat og har høje leveomkostninger, uden at lønnen følger med, og uden han har de rettigheder, som andre arbejdstagere i landet har – for eksempel ret til sammenhængende ferie, barns første sygedag, løn under sygdom osv.

»Ryanair kan placere vores feriedage med kort varsel, også uden at det er i hele uger. Så vi risikerer, at de ligger spredt med én dag her, én dag der, midt i en arbejdsuge,« fortæller han.

Til gengæld er nogle ansatte tvunget til at holde ulønnet orlov i vinterperioden, fordi der går færre fly.

Og er man syg, er den første uge for egen regning – derfor møder Ryanair-ansatte som regel op på arbejde, selvom de er syge, og smitter alle kollegerne, fortæller Tom.

Må vente på forsinkede fly uden løn

Et andet vilkår, som de ansatte er trætte af, er, at de kun får løn for den tid, flyet er i bevægelse – ikke det arbejde, de udfører før og efter, fortæller Tom.

Med jævne mellemrum er flyene forsinkede – det er der ikke noget usædvanligt i, men som kabineansat får man ikke besked om, at de fly, man skal møde ind og arbejde i, er forsinket. Derfor risikerer de ansatte at møde ind på arbejde, hvorpå de skal vente tre-fire timer på et forsinket fly – uden løn, fortæller Tom.

De ansatte har også stillet krav om at få mad og vand betalt, som ansatte i andre flyselskaber har. Hvis det fly, man arbejder på, er forsinket eller bliver omdirigeret, får man typisk brug for mere mad og vand, men dette er de ansatte nødt til at købe for egne penge til samme pris som de rejsende – altså en betydeligt højere pris end i et supermarked.

Tur-retur – men kun løn for den ene vej

Endelig er der også tilfælde, hvor Ryanair har dobbelt så mange kabineansatte med på turen, som de skal bruge, men kun halvdelen får løn, fordi den ene halvdel kun arbejder på udturen og den anden på hjemturen.

»Så skal man sidde der i flyet uden at være på arbejde og uden at få løn, men man kan jo ikke selv disponere over sin tid, så man har ikke fri. Det er jo latterligt,« siger Tom, der har arbejdet for Ryanair i nogle år.

Adspurgt om, hvorfor han ikke bare søger væk, hvis han ikke kan lide vilkårene, svarer han, at det jo ikke ændrer noget, hvis alle gør det. Ryanair har allerede startet en nedadgående spiral hvad angår løn og arbejdsvilkår, hvor andre selskaber er nødt til at følge med i ræset mod bunden, hvis de vil konkurrere, er hans vurdering.

»Jeg foretrækker at blive og kæmpe for bedre arbejdsforhold i stedet for at løbe min vej.«

Ryanair: Vores ansatte har gode vilkår

Ryanair har i et skriftligt svar til Avisen.dk gentaget det svar, selskabet har givet til andre journalister, nemlig at de ansattes krav er meningsløse, eftersom de allerede har rigtig gode forhold. Ifølge Ryanair har kabineansatte ret til såvel betalt som ulønnet orlov, løn under sygdom og en løn på op til 300.000 kroner om året.

Ryanair er desuden ved at forhandle med de forskellige europæiske fagforeninger, lyder det.

Toms identitet er redaktionen bekendt. Tom er ikke hans rigtige navn.

Artiklen er første gang udgivet af Avisen.dk og bringes med tilladelse på LUFTFART.nu.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev