Region Hovedstaden kræver forklaring fra North Flying efter frasigelse af overenskomst

Rigshospitalet bruger flyselskabet North Flying til at transportere organer til transplantationer. Men efter at flyselskabet har frasagt sig sin overenskomst for selskabets piloter, vil Region Hovedstaden nu have selskabet til at forklare forløbet.  

Region Hovedstaden satte i 2020 gang i en udbudsproces om, hvem der skulle stå for Rigshospitalets flyvninger med organer. Et af kravene var, at udbudsvinderen skulle sikre sine arbejdere løn, arbejdstid og arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der er gældende i henhold til en kollektiv overenskomst.

Men efter at North Flying har frasagt sig den overenskomst, der dækkede selskabets piloter, vil Regionen nu bede North Flying om en redegørelse.

”Først og fremmest så vil vi af hensyn til patienterne sikre, at der ikke er forsinkelser på transport af organer i anledning af pilotstrejke og fyringer. Vi vil desuden tage kontakt til North Flying og bede dem redegøre for forløbet,” lyder det i en udtalelse fra Region Hovedstaden.

Region vil vurdere om ’social klausul’ er brudt

North Flying har siden 2010 været leverandør for Rigshospitalet. De bliver brugt til transport af lægehold med organer til organtransplantation og til transport af organer alene uden lægehold.

North Flying vandt senest udbuddet om Rigshospitalets organflyvninger i 2020 over BlackBird Air og Flexflight. I udbudsmaterialet er der en såkaldt social klausul, der indeholder krav til leverandøren om arbejdstagerrettigheder.

Efter at North Flying har frasagt sig sin overenskomst og opsagt ni piloter under en lovlig strejke, har Fagbladet Luftfart derfor spurgt Regionen, om de mener, at leverandøren lever op til den sociale klausul, den er forpligtet til.  

”Når vi har fået en redegørelse fra North Flying, vil vi vurdere, om North Flying har brudt den sociale klausul i kontrakten,” lyder det fra Region Hovedstaden.

Kan betyde ophævelse af kontrakt

Region Hovedstaden har gennem de seneste 10 år betalt 36 millioner til North Flying for 485 flyvninger.

Fagbladet Luftfart har spurgt Regionen, om de fortsat kan gøre brug af North Flying. Fra Regionen lyder det, at de først kan vurdere, når de har undersøgt sagen nærmere:

”North Flying skal som alle andre leverandører selvfølgelig leve op til den kontrakt, vi har med dem. Helt generelt så gælder det for alle leverandører, at hvis de ikke overholder den sociale klausul i kontrakten, så vil vi tage en dialog med dem om det. I sidste ende, hvis leverandøren ikke retter ind og vedbliver med at bryde den sociale klausul, så vil vi overveje, om vi skal ophæve kontrakten og finde en ny leverandør. Det er dog alt for tidligt at spekulere i det i forhold til North Flying.”

Faktaboks: Den sociale klausul i Region Hovedstadens indkøbspolitik

Tilbudsgiver skal således sikre, at opfyldelsen af kontrakten i det hele sker i overensstemmelse med de grundlæggende, internationalt anerkendte arbejdsstandarder. Ordregiverønsker i medfør af ILO-konvention nr. 94 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter at sikre, at Tilbudsgiver og eventuelle underleverandør tilsikrer arbejdere løn, herunder særlige ydelser, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der er gældende i henhold til en kollektiv overenskomst, voldgiftskendelse, nationale love eller administrative forskrifter, gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres.

Tilbudsgiver forpligter sig til at sikre medarbejdere beskæftiget i Danmark med opgavens udførelse løn- og ansættelsesvilkår som nævnt ovenfor og er forpligtet til at orientere de ansatte om de gældende arbejdsvilkår.
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev