Professor: Sådan forholder du dig til passagererne som kabineansat for at undgå corona-spredning

Hyppig afvaskning af overflader og håndsprit i stedet for plastichandsker. En professor fra Statens Serum Institut giver gode råd til at undgå smitte-spredning

Et venligt nik eller en hånd på hjertet i stedet for håndtryk. De uskrevne regler bliver nu strammere for kabinepersonalet for at undgå spredningen af den alvorlige corona-virus.

Man skal fortsat have fokus på de generelle ting omkring håndhygiejne og rengøring af kabine, afvaskning af overflader osv., hvis man er ansat som kabinepersonale, for at undgå smitte-spredning.

– Det er vigtigt at holde rene overflader. Fordi, det er i høj grad fra overflader, der smittes. Hvis man ikke bliver smittet af, at der er en, der hoster og nyser en op i ansigtet, så får man den fra overflader. Så det handler om god rengøring af kabine og overflader, specielt de overflader, som man har fingrene meget på, siger Kåre Mølbak, professor og faglig direktør, Infektionsberedskabet, Statens Serum Institut.

Det kan for eksempel være tastaturer og betjeningsknapper, håndtag osv. Det er der jo ret meget af i et fly, forklarer han.

Risikerer at forurene sig selv med handsker

Hvad med sådan noget som plastichandsker, skal man bruge det i alle situationer?

Altså problemet med sådan nogle handsker, det er, at man risikerer faktisk at forurene sig selv, når man tager dem af. Så i mange situationer, så er det faktisk bedre at sørge for at have en god håndhygiejne. Med mindre, man er trænet i at tage handsker af og på, siger Kåre Mølbak.

Han forklarer, at med mindre, man har lært, hvordan man tager dem af og på, så risikerer man at gøre det værre.

– Min umiddelbare holdning er at bruge håndsprit, afspritning af overflader og vaske med vand og sæbe, fordi virus relativt let bliver destrueret af sæbevand, siger professoren.

Ingen håndtryk

Hvad med at give hånd til passagererne ud og ind af flyet?

Det vil jeg ikke gøre. Nej. Man må nikke til dem eller lave en eller anden hilsen til dem, hånden på hjertet eller et namaste, eller hvad vi nu kan finde ud af. Hvad der falder helt naturligt.

Man skal måske ikke engang stå for tæt på udgangen, når de skal ud og ind af flyet?

Nej, nej. Hold lidt afstand, lyder det fra Kåre Mølbak.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev