Nye overenskomster i Bra sikrer FPU-medlemmer særlig fordel: Får ekstra feriefridage

Piloter og kabineansatte på Bras danske base kan se frem til ekstra feriefridage, hvis de er medlemmer af FPU.

FPU har indgået overenskomstaftale for piloter og kabineansatte på det svenske charterselskab Bras danske base.

Aftalerne er indgået med crewingselskabet AAP, hvor de flyvende er ansat.

“Vi ønsker at takke alle parter for en konstruktiv forhandling og proces. Det er glædeligt, at tilpasningerne bliver godt modtaget af de ansatte. Aftalen sikrer en god balance mellem ønskede tilpasninger og konkurrencedygtige vilkår for videre drift,” siger Fredrik Øygard, der er COO i AAP Aviation.

Ekstra medlemsfordel til FPU-medlemmer

Aftalerne indeholder en særlig medlemsfordel, der udelukkende gælder for de flyvende, som er medlem i FPU.

De får fem ekstra feriefridage om året.

”Vi har sammen med de lokale pilot- og kabinerepræsentanter arbejdet rigtig hårdt for at lande et resultat, og nu står vi med to rigtig gode overenskomster for piloterne og de kabineansatte i Bra. Vi har haft gode og konstruktive forhandlinger med AAP, der har haft forståelse for, at vi har fokuseret på at sikre en god work/life-balance for vores medlemmer,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU, der har stået i spidsen af forhandlingerne.

FPU-medlemmer skal belønnes for solidaritet

Anders Mark Jensen fortæller, at det har været vigtigt at sikre nogle særlige fordele til FPU-medlemmerne.

”Når arbejdstagere organiserer sig gennem fagforeninger, opnår de en betydelig forhandlingsstyrke. De piloter og kabineansatte, der organiserer sig i FPU, gør det muligt at forhandle bedre lønninger og arbejdsvilkår for hele branchen. Derfor skal FPU-medlemmer belønnes med særlige medlemsfordele i overenskomsten,” siger Anders Mark Jensen.

Han fortæller, at FPU særligt har fokuseret på at skaffe ekstra feriefridage, fordi flyvende har lange og intense arbejdsdage og et arbejdsskema, der kræver meget planlægning i forhold til deres øvrige liv.

”Piloter og kabineansatte arbejder sindssygt hårdt. De har skiftende arbejdstider, og luftfart kan være uforudsigeligt med forsinkelser, aflysninger og standbyvagter. Det kan gøre det svært at planlægge og opretholde et stabilt familieliv og sociale relationer. Derfor har de flyvende brug for en overenskomst, der er med til at sikre en god balance mellem arbejds- og privatlivet,” siger Anders Mark Jensen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev