Norsk fagforening: Principiel DAT-afgørelse kan øge opmærksomhed på atypiske ansættelser i luftfart

Når DAT bruger flyvende fra deres litauiske datterselskab i Norge, skal personalet anses som udstationerede ansatte. Det betyder, at de får krav på beskyttelse af norsk lovgivning. Norsk Flygerbund håber, at ny afgørelse kan skabe øget opmærksomhed på atypiske ansættelser i hele Europa.

Det var en principiel afgørelse, der dette forår landede fra det norske Luftfartstilsynet, da DAT og DATs litauiske selskab UAB DAT LT blev pålagt at følge norsk arbejdsmiljølovgivning, uanset om deres personale på flyvninger i Norge har base i Norge eller ej.

Afgørelsen sikrer nemlig større beskyttelse til flyvende i Norge, uanset hvordan et flyselskab har skruet deres ansættelsesforhold sammen via datterselskaber, bemandingsselskaber og atypiske ansættelsesformer. Sådan lyder det fra den norske pilotforening Norsk Flygerforbund.

”For de ansatte betyder det, at de ikke længere opererer i et tomrum mellem norsk, dansk, litauisk, maltesisk og cypriotisk arbejdsmarkedslovgivning, men er tydeligt beskyttet af den norske arbejdsmiljølovgivning, og at Luftfartstilsynet er den kompetente myndighed for arbejdstilsynet,” siger Arthur Haakonsen, der er international direktør i Norsk Flygerforbund.  

Faktaboks
DAT har vundet udbuddet om at flyve flere såkaldte PSO-ruter i Norge. Det er ruter, der er økonomisk støttet af den norske stat. Ruterne er både fløjet af DAT, men også af DATs litauiske datterselskab, UAB DAT LT.

DAT og datterselskabet bruger ifølge den norske fagforening Norsk Flygerforbund også atypiske ansættelsesformer, og derfor er Luftfartstilsynets afgørelse vigtig for de flyvendes rettigheder.

Afgørelse både vendepunkt og slag i ansigtet for DAT

Gennem to et halvt år har Norsk Flygerforbund presset på, for at myndighederne skulle kigge nærmere på DATs operationer i Norge.

Arthur Haakonsen fortæller, at der desuden er kommet vigtige ændringer i den norske arbejdsmiljølov de seneste år. Heriblandt en formodningsregel, som siger, at hvis der er tvivl om arbejdstagerforholdet, skal det antages, at vedkommende er arbejdstager.

Denne regel henviser Luftfartstilsynet til i sin afgørelse.

”Luftfartstilsynets klare afgørelse er blevet opnået med hårdt arbejde, og afgørelsen bør være et slag i ansigtet på DAT og sende et tydeligt signal til aktørerne i norsk luftfart om, at omgåelse af arbejdstagerrettigheder ikke accepteres. Vi håber, at dette markerer et vendepunkt for norsk luftfart og for luftfartens ansatte,” siger Arthur Haakonsen.

Udstationeringsregler sikrer rettigheder for flyvende

Det norske luftfartstilsyn skriver i sin afgørelse, at sagen er af principiel karakter, og den vurdering er Arthur Haakonsen enig i.

”Det er desværre en ret udbredt praksis, at flyselskaber opererer i strid med national arbejdsmarkedslovgivning, men det er ikke udbredt, at tilsynsmyndighederne reagerer på det. Det sætter derfor en præcedens for, hvordan lignende tilfælde kan forvente at blive modtaget i Norge, og forhåbentlig vil det øge opmærksomheden omkring problematikken i hele Europa.”

Han fortæller, at udstationeringsreglerne sikrer, at arbejdstagere fra udenlandske virksomheder, der arbejder i Norge, er omfattet af et minimum af de samme rettigheder som lokale arbejdstagere.

Disse rettigheder inkluderer krav til miljø og sikkerhed, lønudbetaling og krav til kontrakter. Reglerne vedrører også brug af vikarbureauer og konsekvenser af ulovlig brug af vikarer.

Konkurrence er godt, men skal ske på lige vilkår

Arthur Haakonsen forklarer, at Norsk Flygerforbund ser positivt på konkurrencen på det regionale rutenetværk i Norge og i udbuddet af PSO-ruterne – problemet opstår, når operatørerne ikke konkurrerer på lige vilkår.

”Det er i dag få andre operatører på de norske PSO-ruter. De er domineret af Widerøe, som opererer med faste og direkte ansættelser og efterlever norsk arbejdsmiljølovgivning. Det, vi oplever udfordringer med, er, når konkurrencen ikke foregår på fair vilkår. Seriøse aktører bliver undermineret, når udbudsvinderen ikke overholder udbudskriterierne, og når de ansattes tilknytning til selskabet er atypisk og i strid med loven,” siger Arthur Haakonsen.  

”Det er glædeligt, at Luftfartstilsynet nu handler på DAT-selskabernes praksis. Det er også betydningsfuldt set i et europæisk perspektiv. Både norsk og dansk luftfart er en del af det fælleseuropæiske luftfartsmarked, og den samme problematik findes i store og små luftfartsselskaber over hele Europa.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev