I dag er det 20 år, siden SAS-pilot Michael Rosenkvist sammen med sin datter var i et fly syd for Grønland, da en mærkelig besked tikkede ind i flyets cockpit. USA var under angreb, luftrummet var ved at lukke, og piloterne måtte tage nogle hurtige beslutninger for at komme i sikkerhed.
Den 11. september 2001 ligger SAS-flyet med kaldenavn SK911 på vej fra København mod New York. På det tidspunkt er Michael Rosenkvist styrmand. Turen er en af hans sidste langdistanceflyvninger på Boeing 767’en, inden han skal flyve kortdistanceruter som kaptajn. Hans 16-årige datter, Christina, har fået lov at komme med. Hun har tidligere været i New York, så deres eneste plan er, at de skal op i World Trade Center dagen efter. Der har hun nemlig ikke været før.
Der er tre piloter ombord til at flyve flyet til New York. Mens kaptajnen og den anden styrmand flyver, har Michael Rosenkvist og hans datter lagt sig ud i køjerne bag cockpittet, hvor de venter på, at det bliver hans vagt.
”Lige pludselig bliver døren flået op, og en stewardesse trækker mig i skulderen. Hun siger, at jeg bliver nødt til at gå ud i cockpittet, for der er udbrudt krig i Amerika. Når jeg tænker tilbage på den dag, er det dét øjeblik, der giver mig allerflest kuldegysninger.”
USA er under angreb
Beskeden, om at der er noget helt galt i USA, er kommet få minutter inden, da SK911 ligger syd for Grønland.
”Lige pludselig kommer der en 10 centimeter lang printet besked, hvor SAS skriver til os, at tårnene er væltet, og at fly er styrtet ned i Pennsylvania og Pentagon. Vi sidder der og kigger på hinanden og tænker: Hvad fanden er det for noget? Er der nogen, der har fået fat i en computer og sendt en falsk besked?” siger Michael Rosenkvist.
Piloterne skriver tilbage til SAS: Hvad mener I? Og SAS svarer, at de skal vende om. De vil have dem til at flyve mod den norske vestkyst.
I luftrummet i nærheden ligger et Lufthansa-fly på samme rute.
”Vi har en bestemt frekvens, som vi bruger i det område, hvor vi kan snakke med hinanden. Vi sender en lidt kryptisk besked og siger til Lufthansa: Har I også fået en mærkelig besked, om at I skal prøve at vende om? Lufthansa siger, at de også har fået en meget mærkelig besked. Det går stille og roligt op for os, at noget er galt. Det lyder fuldstændig surrealistisk, hvad der foregår,” siger Michael Rosenkvist.
Luftrummet lukker
SK911 har nok brændstof til at vende om og flyve mod Bergen eller Stavanger, men de er uden for radardækning, så der er ikke et kontroltårn, der kan koordinere, at de vender om. SAS har på det tidspunkt fem fly på vej mod USA, og cirka 20 minutter foran dem ligger SAS’ fly mod Washington.
”Washington-flyet får fat på kontroltårnet i Gander i Canada. De får et drej til Island, men da det er vores tur, kan flyvelederen ikke se os på radaren. Han kan kun høre os. Da de får øje på os på radaren, går det hele stærkt. Gander kalder os og bekræfter, at det hele er gået galt i New York,” siger Michael Rosenkvist.
Beskeden fra flyvelederen i Gander er klar:
“We have to find a place for you to land. The American Air Force is airborne. The Canadian air space is closed.”
”Han fortæller os mellem linjerne, at hvis vi ikke gør, som de siger, kommer der amerikanske kampfly op på siden af os.”
Piloterne kan vælge mellem tre lufthavne i Canada at lande i.
De kigger på kortet og vurderer, at lufthavnen i Halifax er den bedste mulighed.
De skal lande øjeblikkeligt, lyder det fra kontroltårnet.
De må ikke ligge og spare brændstof, som man normalt gør, når man lander et passagerfly.
”Vi skal vise, at vi hurtigt gør, som vi får besked på.
Vi skal med det samme ned og lande, for vi ved ikke, om der sidder nogle terrorister bagved.
Kaptajnen briefer de kabineansatte om, at der er sket noget frygteligt i USA, og at flyet vil foretage en nødlanding.
Vi ræser ned i højden, og kaptajnen fortæller passagererne, at der er sket et uheld omkring lufthavnen i New York, og at vi skal lande i Halifax.”
Passagerer indser, hvad der er sket
Mens den anden styrmand flyver sammen med kaptajnen, går Michael Rosenkvist gennem kabinen og snakker med passagererne.
”Vi lyver ikke for dem, men vi fortæller ikke hele sandheden. Folk kan høre, at der er noget galt, og at det er alvorligt. Vi har de roligste passagerer på vej ned. Flere af dem har transistorradioer med, som de har på skødet. De forsøger at ramme radiosignaler og høre, hvad der sker nede på jorden. Vi suser ned mod Halifax. Der er tæt befolket i cockpittet. Vi sidder tre piloter, og min lille pige på 16 år sidder på det fjerde sæde.”
Flyet foretager nødlandingen i Halifax. Lufthavnen er fuld af kæmpestore fly.
”Lige så snart vi er landet, bliver vi drejet af banen og dirigeret helt op i rumpen på en jumbojet fra British Airways. Vi skal pakkes helt tæt, så der er plads til så mange fly som muligt. Kaptajnen går ned gennem den ene række på flyet, og jeg går gennem den anden. Vi begynder at fortælle, hvad der er sket: At der har været et terrorangreb, og at det er gået alvorligt ud over World Trade Center. Da jeg kommer ned bag business class, er der en transistorradio, der fanger en newyorker-kanal. Alle mennesker, der sidder rundt omkring den, begynder at græde og pudse næse. Så vender jeg om. Der er ingen, der hører på os længere. Dér får de sandheden.”
Besætningen ser TV-billederne af World Trade Center
Ombord er der en satellittelefon, som næsten aldrig bliver brugt. Den er til nødstilfælde.
”Vi har en rigtig god kaptajn, som giver os lov til at ringe hjem og fortælle, at vi har det godt. Vi har en ret erfaren besætning. Alle er rimelig cool, og vi arbejder skidegodt sammen. Vores pårørende ved på det tidspunkt ikke, hvor vi er. Hver eneste steward og stewardesse kommer ud og ringer hjem. Jeg ringer hjem til min kone i Ebeltoft og fortæller, at Christina og jeg har det godt. Min kone har regnet på det og ved, at vi bør være i New York på det her tidspunkt. SAS ringer også til alle besætningens familiemedlemmer og fortæller, at vi har det godt.”
De må vente mange timer i flyet, og de giver passagererne besked, hver gang de får nyt at vide.
”Alle folk er så taknemmelige for, at vi står i Canada og er kommet sikkert ned. Vi får en fantastisk service fra canadierne. Hvis nogen spørger mig i dag, hvor mange timer vi sidder på flyet i lufthavnen i Halifax, kan jeg ikke svare. Jeg mister tidsfornemmelsen.”
På et tidspunkt får de besked på, at flyene vil blive tømt et ad gangen, og at passagererne vil blive transporteret til lokale skoler og idrætshaller. Der kommer busser og landmænd med traktorer, og alle, der har en 12-mandsbus, kører ind på lufthavnsområdet og samler passagerer op.
”Det er virkelig imponerede. Alle hjælper bare alle. På et tidspunkt siger kontroltårnet: SK911, nu er det jeres tur. Vi åbner trappen og kommer ud for første gang, og jeg siger farvel til passagererne.”
Mens nogle flybesætninger vælger at blive liggende i deres flyvemaskiner, vurderer Michael Rosenkvist og hans kolleger, at de ikke ved, hvor længe der vil gå, inden luftrummet åbner. De får arrangeret at bo på et SAS Radisson-hotel i Halifax.
Inden de kommer til hotellet, bliver de kørt til en lounge på basen i lufthavnen. Der er sodavand, snacks og fire store TV-skærme.
”Dér ser vi for første gang flyene, der flyver ind i tårnene. Da vi ser billederne på TV, ser det endnu værre ud end det, vi havde forestillet os. Hele besætningen står og græder.”
Hjem til Danmark
I fire dage opholder de sig i Halifax. Kaptajnen holder på fast aftalte tidspunkter briefinger for besætningen om, hvad han hører fra SAS, og om aftenen, når de er sikre på, at de ikke får lov at flyve om natten, får de fri indtil næste morgen.
Passagererne opholder sig på en skole, og Michael Rosenkvists kollega, den anden styrmand, tager hver dag ud på skolen iført en SAS-kasket for at tale med dem. Han giver dem også en opgave med at lave en liste med navnene på alle, der vil med flyet hjem. Da han kommer dagen efter for at hente listen, får han en komplet liste over passagerer og besætning, der skal med hjem. Under navnene på besætningen har passagererne også husket at skrive ”styrmandens datter.”
Da lufthavnen åbner igen, tager det halvandet døgn, inden de kan få brændstof på. Flyet skal også klarmeldes af en flymekaniker, fordi det har stået i fire dage.
”Der står fly alle mulige steder i Canada og det nordlige USA. Alle er jo bare landet, hvor de kunne finde et stykke asfalt, så alle kan ikke komme af sted samtidig. Vi får et tidspunkt, og så flyver vi hjemad og bliver modtaget i København af et specielt team fra SAS. Passagererne får alle tilbudt psykologbehandling, og hver enkelt bliver spurgt, hvordan vedkommende har det. Cheferne tager også imod os og roser os for vores indsats, og vi snakker med psykologerne. De spørger også, hvornår vi gerne vil arbejde igen. Vi må få fri lige så mange dage, som vi har brug for. Jeg vil gerne arbejde så hurtigt som muligt.”
Kaldenavnet på SAS-flyet, SK911, bliver kort efter ændret til SK909, så navnet ikke forveksles med dagen, der i eftertiden bliver kendt som 9/11.
Michael Rosenkvist har en enkelt dag hjemme. Derefter flyver han til Seattle, som er det sted på SAS’ rutenetværk, han holder mest af.
”Vi er ikke bange for at komme af sted. Vi glæder os til at komme over til amerikanerne. Det er vores kammerater. Vi føler næsten, at vi stikker lidt af, da vi flyver fra Halifax. Vi vil over at snakke med amerikanerne og sørge sammen med dem. Verden ændrer sig fuldstændig efter den dag. Hele vores arbejde bliver lavet om. Det er svært at sige, at 11. september var en god oplevelse, når det gik så galt, som det gjorde. Det er ikke en god oplevelse, men når Christina og jeg ser tilbage, er det en oplevelse, vi delte. Og jeg så, hvor godt besætningen arbejdede sammen, og at systemet fungerede.”
