Da terrorangrebet ramte USA, lukkede verdens luftrum, og overalt i verden strandede flypassagerer. I Københavns Lufthavn tog Maria Kastberg Andersen sig af de amerikanere, der skulle have været fløjet til USA den 11. september 2001 og de efterfølgende dage.
Maria Kastberg var lige kommet hjem fra en tidlig morgenvagt i Københavns Lufthavn, da hun tændte radioen og hørte nyheden om terrorangrebet i USA.
”Tiden stod bare stille. Jeg bankede i bordet, og så kimede telefonen. Det var fra lufthavnen, og beskeden var, at alle mand, der havde mulighed for at komme på arbejde, skulle komme og assistere,” siger Maria Kastberg Andersen.
Maria Kastberg Andersen havde siden 1996 arbejdet i SAS Ground Service, og hun tog straks efter telefonopkaldet tilbage til lufthavnen.
”Jeg rystede i hele kroppen, da jeg trådte ind i lufthavnen, og havde ingen anelse om, hvad jeg gik indtil. Jeg vidste bare, at der var noget rivravruskende galt. I lufthavnen var der et virvar af mennesker, gråd og frustration.”
HIV-syg mand kunne ikke komme hjem
Maria fik til opgave at tage sig af de amerikanere, der strandede i Danmark. Verdens luftrum var lukket, og folk måtte overnatte på hoteller og i terminaler. Terminalerne blev delt op, og der blev lavet et særligt område til dem, der skulle til USA.
”Vi ombookede alt, hvad vi kunne. Vi vidste godt, at det ikke var de første tre-fire dage, at folk kom afsted, men folk havde brug for forhåbninger. Jeg var på arbejde i døgndrift, og vi begyndte at genkende passagererne og fik et forhold til mange af dem,” siger Maria Kastberg.
”Vi havde et fly, der hed SK911. Det var New York-afgangen. Navnet blev lavet om stort set med det samme, men os, der har været i lufthavnen i mange år, kalder den stadig 911. Jeg havde meget med den New York-afgang at gøre. Jeg tog mig særligt at et par, som var standet i København og bosat i New York. Han var i HIV-behandling og skulle møde på et hospital i New York til den eneste HIV-behandling, der fandtes på det tidspunkt. Den mand så døden i øjnene på en helt anden måde i de dage, og jeg kunne se, hvordan han blev dårligere. Han var desperat for at komme hjem,” siger Maria Kastberg.
Luftrummet åbner, og verden er ændret
I timerne og dagene efter terrorangrebet vidste ingen, om angrebet kun var møntet på USA, eller om der var flere angreb på vej. Der var stor usikkerhed, og ingen vidste, hvornår de kunne komme hjem. Imens sørgede Maria Kastberg og hendes kolleger for, at passagererne fik noget at drikke og spise, og at de havde deres bagage.
”Det var en hård og svær periode, som jeg er glad for at kunne dele med en masse kolleger. Der var intet andet, der betød noget, end at være til stede, og vi havde et fantatsisk beredskab. Vi fik et godt og hurtigt overblik over, hvor vi skulle træde til, og hvordan vi skulle håndtere passagerne både psykologisk og praktiske. Det var surrealistisk, og det var helt særligt at håndtere noget trafikalt med så stor menneskelig tragedie.”
Den 16. september fik Maria og hendes kolleger det første fly af sted. Med ombord var den HIV-syge unge mand.
”Vi fik et helt særligt venskab. Han var en af de første passagerer, som vi fik af sted. Jeg var ude på gaten sammen med det her unge par, og vi fik sagt pænt farvel. Det var meget sentimentalt. Det var en lettelse for mig og mine kolleger, at vi kunne se, at der var taget hul på bylden.”
I løbet af fem dage får SAS-personalet de fleste passagerer hjem til USA. Gæsterne er taknemmelige over den hjælp, de har fået i Danmark. De efterlader takke-hilsner til SAS, og den unge mand, der skulle til behandling i New York, sender efterfølgende både Maria og SAS et langt brev, hvor han skriver, at han klarede det og takker for den helt særlige hjælp, han fik i Danmark.
”Da luftrummet åbnede sig, blev der sat ændringer i gang. Det var ikke en overgang. Det var kontrol, kontrol, kontrol. Alting tog tid, alt blev tjekket. Det er aldrig blevet normalt igen. Der er før 9/11 og efter. Det er en hel anden verden. Verden var rystet i lang, lang tid. Især os, der var så tæt på alle de her skæbner.”