Aftalerne om løn- og arbejdsvilkår for kabinepersonalet på Air Nostrums danske base faldt i fredags endegyldigt på plads. Medlemmerne af kabinepersonalets fagforening, FPU, stemte om den nye aftale, og samtlige stemte for.
Air Nostrum er et spansk luftfartsselskab med speciale i ACIM-kontrakter, som er udleje af fly og mandskab til andre selskaber. Selskabet flyver blandt andre for SAS.
Med den nye aftale på plads er medarbejderne på Air Nostrums danske produktion garanteret en af branchens bedste startlønninger med 26.500 kroner om måneden, viser en gennemgang, redaktionen har lavet. Dertil kommer en række tillæg.
Til sammenligning er startlønnen for en kabinemedarbejder hos Jet Time, der også flyver ACMI, 22.000 kroner om måneden.
Sammenhold skabte fundament for aftale
Vejen frem til en overenskomstaftale i Air Nostrum har været lang, fortæller Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.
Han lægger ikke skjul på, at medlemmernes sammenhold og solidaritet – både overfor hinanden og kollegaerne i branchen – har været en afgørende faktor i at nå et resultat.
»Det er klart, vi kan ikke gå ind til en forhandling og opnå et stærkt resultat, hvis ikke medlemmerne står 100 procent sammen og bakker op. Det har de gjort i Air Nostrum, og de har god grund til at være stolte. Ikke kun fordi de har forbedret deres egne vilkår, men også fordi de er med til at løfte grundniveauet for kabineansattes løn i branchen,« siger næstformanden og tilføjer:
»Jeg er meget stolt af vores medlemmer.«
Udlicitering skal ikke ske på ansattes vilkår
Forhandlingerne har for fagforeningen, der organiserer danske piloter og kabineansatte, handlet om at sikre, at kabinemedarbejdernes løn ikke bliver en skrue uden ende i arbejdsgivernes jagt på besparelser.
Air Nostrum opererer i Danmark som leverandør til SAS. SAS har valgt at udlicitere sin regionale produktion for at opnå besparelser. Dette er der som sådan intet galt i, påpeger FPU-næstformanden, men det skal ikke være på personalets bekostning.
Det spanske luftfartsselskab er med kontrakter over det meste af Europa storleverandør på ACMI-markedet.
FPU, Flyvebranchens Personale Union, organiserer både piloter og kabineansatte i hovedparten af de danske luftfartsselskaber. Fagforeningen har især taget opgaven på sig med at sikre vilkårene hos de mange SAS-leverandører, imens kabinepersonalet i SAS, Jet Time og Thomas Cook har valgt at stå udenfor.