I anledning af FPUs 50 års jubilæum og udgivelsen af en jubilæumsbog tidligere i år talte vi med en række nuværende og tidligere FPU-medlemmer om deres oplevelser i luftfart. Nogle har været med fra start i de gyldne tider, andre har færre år i luftfart på bagen. Fælles for dem alle er kærligheden til og glæden ved at flyve. Deres historier er med til at danne et billede af FPU og af luftfart, som det har været, og som det er nu. I en ny serie, “Medlemmerne fortæller,” på luftfart.nu deler vi disse portrætter.
Jane Kelberg, kabineansat
Sterling, Cimber/SAS og CityJet.
F. 1955. Medlem af FPU i 1978.
Sommerfugl og cigaretkartoner til 27 kroner
Det skulle bare have været en sommer, at jeg prøvede at flyve, men det blev en lang sommer, for jeg endte med at flyve i 41 år. Jeg startede i Sterling i 1978. Det var den bedste tid i mit liv, da jeg var ansat i Sterling. Det var meget bedre tider, og charterbranchen var forholdsvis ny. Jeg startede med at flyve i Caravellen, derefter Boeing 727, DC8, Boeing 757, B737 samt CRJ900. På flyvninger ud af Billund var der mest landmandsfamilier ombord. De havde den store tegnebog med, og de røg store cigarer. Kreditkortet var ikke på mode dengang.
Det første, vi i kabinen gjorde, når No Smoking-skiltet blev slukket, var at tænde en cigaret og drikke en kop kaffe, inden vi gik i gang med at arbejde. De Kanariske øer er et frihandelsområde, og man måtte sætte prisen på cigaretterne om bord ned. I gamle dage kostede en karton cigaretter 27 kroner. Når vi var færdige med vores servering, og folk var færdige med at spise, skulle alle rygende passagerer have en cigaret til kaffen, og der blev tåget af røg i kabinen. Engang imellem var det så grelt, at vi måtte ringe ud til cockpittet og bede dem om at sætte No Smoking-skiltet til, fordi vi ikke kunne se gennem kabinen. Når man kom hjem, kunne man smide sit tøj og føle sig helt fedtet i huden. Man lugtede langt væk af røg. Men det var sgu skægt.
I dag er der en masse restriktioner, men dengang kunne vi trække en trolley ud og sidde på den. Det ville man ikke gøre i dag. På de lange ture til Canada og Amerika delte vi os op. To tog vagten, en i hver sin ende, af flyet, mens resten lige lukkede øjnene i fem minutter. I dag må man ikke engang sidde og kigge i et blad. Der er ikke spise- og kaffepauser, hvor man kan sætte sig og gætte en krydsord. Dengang kunne man godt sidde med en kriminalroman, når der var ro i kabinen. Der hyggede vi. Det gør man ikke i dag. Det er synd. Man kunne lave noget spræl og fis med gæsterne, fordi det var chartergæster.
Las Palmas, konkurser og forhandlinger
Dengang kunne vi flyve til Las Palmas og have stop i fire dage, og så var man sammen med sin besætning. Det blev en lille familietur. Vi var på ture rundt omkring. Tænk, at man lå på stranden og fik penge for det. Man kom hjem med en C-vitamin-indsprøjtning. Man havde fået sol, oplevet noget og været på job. Igen må man tænke på, at det var morgen, aften, weekender og i højtider, at vi fløj. 14 dage før jul fik vi vores schedule, og her kunne man så se, om man var hjemme juleaften, eller om man skulle ligge over i Helsinki. Der var fordele og ulemper, men hvis man kunne lide sit job, fulgte det med. Så måtte man holde juleaften en anden dag.
I Sterling kom ændringerne langsomt snigende. Så fik vi nye ejere, så skulle bemalingen laves om. Indimellem tænkte man: ”Hvad er det for nogle dispositioner, som de tager?” Jeg fløj hjem fra ferie i Portugal i 1993. Aviserne lå på sæderne i flyet, og der stod, at det ikke gik så så godt for Sterling. Man havde fornemmelsen af, at der skete et eller andet, og der gik ikke 14 dage. Det var en onsdag, og jeg stod og lavede mad til min familie, da jeg hørte i nyhederne, at Sterling var gået konkurs. Reaktionen kom bagefter, hvor man tænkte: Gud, hvad gør man nu?
Jeg meldte mig ind i FPU i 1978 og var kasserer i Sterling Cabin Club i 10 år. Jeg sad sammen med resten af vores bestyrelse over for Sterling, når vi skulle forhandle løn og overenskomster. Vi kom med noget, de kom med noget. Så sad vi der og kiggede på hinanden. Der blev banket i bordet og sagt ”Nu går vi,” men det var lærerigt, og vi nåede altid til enighed. Vi havde ikke de store konflikter. Jo, måske et par gange, hvor Toni Rytkønen måtte med ud. Vi sagde: ”Toni, du bliver nødt til at tage med.” Det var sjovt og spændende.
Sterling-folk mødes stadig
Sterling var et fantastisk firma, fordi der blev taget hånd om medarbejderne. Vi var som en stor familie, og vi mødes stadig en gang om året den første søndag i juni. Bare ikke i år. Det er gamle ansatte fra 1962 til konkursen i 1993. Vi har slet ikke tid til at spise frokost. Vi snakker og griner om gamle dage. Vi har en facebookgruppe, hvor vi passer på hinanden og skriver sammen. Er der en, der falder væk, får vi besked derinde.
Jeg brækkede min skulder, da jeg var ansat i CityJet. Jeg blev sygemeldt og kunne ikke få mit certifikat igen, da jeg ikke kunne nå mikrofonen, fordi min skulder gjorde ondt. Jeg har gået arbejdsløs siden april 2020, og skal søge to job om ugen, men hvem kan bruge en, der er er 65 år? Det er nu lækkert, at jeg ikke skal stille vækkeuret til halv fire, fordi jeg skal stå standby i 12 timer. Jeg har fået sådan en ro i mig selv.
Jeg glæder mig til om et år, så kan jeg blive folkepensionist og skal ikke søge to job om ugen længere. Jeg har indbetalt til min pension, og jeg skal nok klare det. Jeg har fået et barnebarn og har slet ikke tid til at gå på arbejde. Jeg er mættet og nyder, at jeg kan sidde og tænke på alle de gode år, jeg har haft inden for luftfart.