FPU og Norwegian begynder drøftelser om Norwegians fremtid i Danmark

Repræsentanter fra Norwegian og Flyvebranchens Personale Union mødes denne måned for at drøfte et eventuelt forløb om overenskomstforhandlinger for piloter og kabinepersonale, hvis Norwegian igen opretter en dansk base. Selskabet håber på at styrke Skandinavien, når verden for alvor åbner.

Hvis Norwegian kommer tilbage til Danmark, vil det være logisk at forhandle overenskomster for piloter og kabineansatte med Flyvebranchens Personale Union (FPU), lyder det fra det norske flyselskab Norwegian. Denne måned går selskabet og FPU derfor i gang med indledende drøftelser om mulige overenskomstforhandlinger.

Tidligere Norwegian-ansat håber på dansk base snart

”Vi har aftalt at mødes med FPU i løbet af august for at diskutere en mulig proces for at begynde overenskomstforhandlinger, hvis en ny base skal etableres i Danmark på et tidspunkt,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian, der understreger vigtigheden af en lokalt forankret fagforening.

”FPU er den logiske modpart i fagbevægelsen, hvis vi kommer tilbage til Danmark, og det håber vi, at vi gør, selvom situationen er usikker. FPU er lokalt baseret og kan sikre ordnede forhold blandt det flyvende personale. Det har alle en interesse i,” siger Andreas Hjørnholm.

”Det tjener i øvrigt FPU til ros, at de har været så stålsatte på at sikre hele dansk luftfart under coronakrisen. Der er ikke nogen tvivl om, at FPU har lagt et kæmpe stykke arbejde for at presse på politisk og vise politikerne, at dansk luftfart er en bred størrelse, som omfatter rigtig mange virksomheder og dermed arbejdspladser.”

FPU: Der bør være en dansk base

FPUs næstformand Anders Mark Jensen bekræfter, at FPU og Norwegian snarest muligt i denne måned vil sætte sig sammen for at diskutere, hvordan man kan sikre forholdene for de piloter og det kabinepersonale, der bliver tilknyttet en eventuel base i København.

”Vi er meget glade for tilkendegivelsen fra Norwegian. Vi arbejder hårdt for, at der igen skal være en dansk base, så alle de konkursramte Norwegian-ansatte kan få deres arbejde tilbage. Når man tager Norwegians størrelse i Skandinavien i betragtning, er det klart, at der bør være en dansk base,” siger Anders Mark Jensen.

Norwegian reddet – hvad betyder det for de ansatte?

Samtidig understreger han, at Norwegian er en vigtig aktør på det danske marked, hvis gode overenskomster stadig skal kendetegne dansk luftfart.

”Det bliver sundt for konkurrencen og for dansk luftfart, hvis Norwegian vender tilbage med en dansk base, for det bliver ikke Lufthansa og KLM, der kommer til at overtage, hvis Norwegian ikke er her. Det bliver ultralavprisflyselskaber som Ryanair og Wizz Air med alt, hvad det kan medføre af social dumping og manglende overenskomster,” siger Anders Mark Jensen.

Danmark er et vigtigt marked

Da situationen for luftfart fortsat er så usikker, ønsker Norwegians kommunikationschef, Andreas Hjørnholm, ikke på nuværende tidspunkt at sige, om og hvornår der kommer en dansk Norwegian-base, men han henviser til selskabets strategi, hvor Skandinavien skal være et kernemarked, og hvor Danmark vil blive et meget vigtigt marked i fremtiden.

”Det er vigtigt at understrege, at situationen stadig er ekstremt usikker, men Norwegians planer handler om, at vi vil have et styrket Skandinavien, som i endnu højere grad fremover bliver vores kernemarked,” siger Andreas Hjørnholm.

”De medarbejdere, som vi sagde farvel til i april, har haft en kæmpe værdi for Norwegian i den tid, de har arbejdet for os. Det var et stort tab, da de selskaber blev erklæret konkurs, for københavnerbasen var en stærk base, som havde et godt ry internt i virksomheden, fordi den bestod af ekstremt fagligt dygtige medarbejdere, der var dedikerede til arbejdet og selskabet.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev