FPU: Norwegians økonomiske succes skal afspejles i efterårets overenskomstforhandlinger

Norwegian har i dag præsenteret det næsthøjeste driftsresultat og den næsthøjeste driftsmargin i selskabets historie. ”Vi forventer, at det bliver afspejlet, når vi skal forhandle de kabineansattes overenskomst,” lyder det fra FPU.  

Det går godt i det norske lavprisflyselskab Norwegian. Selskabet har netop præsenteret deres resultat for årets andet kvartal. Samtidig har selskabet annonceret, at de for første gang vil betale udbytte til dets aktionærer.

Norwegian havde et resultat før skat (EBT) på mere end 1 milliard norske kroner.

“Vi er meget tilfredse med at kunne præsentere et kvartal med flere positive rekorder for både Norwegian og Widerøe,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

”Driftsresultatet og -marginen er de næsthøjeste, vi nogensinde har haft i et andet kvartal. Både tallene for belægningsgrad og antal passagerer er desuden de højeste i et andet kvartal efter pandemien.”

Faktaboks

I andet kvartal havde Norwegian-koncernen et driftsresultat (EBIT) på 1.250 millioner norske kroner og en driftsmargin på 12,2 procent, hvilket er det næsthøjeste driftsresultat og den næsthøjeste driftsmargin i selskabets historie.

Likviditetsbeholdningen udgjorde 13,8 milliarder norske kroner ved udgangen af kvartalet. Det er 3,3 milliarder kroner højere end i det foregående kvartal.

Norwegian har besluttet at udbetale et udbytte for første gang i selskabets historie på 0,90 NOK pr. aktie med udbetaling i august 2025.

Kabine-ansatte skal forny overenskomst til efteråret

Piloterne og de kabineansatte, der arbejder på Norwegians base i København, er organiseret i FPU. Fagforeningen glæder sig over resultatet.

”Vi er meget glade for, at det går godt i Norwegian. Vores medlemmer har været med til at bygge basen op efter corona-krisen, og det er fantastisk at se, hvordan selskabet er kommet tilbage. Der er ingen tvivl om, at vores medlemmers loyalitet og indsats har været med til at skabe Norwegians nuværende succes,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Han fortæller, at de kabineansatte til efteråret skal begynde på nye overenskomstforhandlinger med selskabet, og at det stærke økonomiske resultat gør, at FPU forventer, at det også kommer selskabets kabineansatte til gode.

”Det stærke resultat skal afspejles, når vi skal forhandle de kabineansattes overenskomst. Kabinepersonalet har ydet en stor indsats og bidraget til selskabets succes. Det skal honoreres med konkrete forbedringer af deres vilkår,” siger Anders Mark Jensen.

Norwegian-CEO: Positiv udvikling på vej

I andet kvartal havde Norwegian 6,5 millioner passagerer. Sammenlignet med sidste år steg passagertallet med 192.000.

Belægningsgraden i kvartalet var 85,2 procent for Norwegian. Det er en stigning på 2,8 procentpoint fra sidste år.

”Vi ser fortsat gode salgstal, og bookingtrenden ind i juli, august og efteråret ser lovende ud for Norwegian med næsten ti procent flere solgte billetter end på samme tid sidste år. Med købet af 13 tidligere leasede fly samt aftalen om at købe 11 CFM LEAP-1B-motorer, ser vi tydelige resultater af vores flådestrategi. Kort sagt, ser vi en positiv udvikling på vej ind i anden halvdel af 2025,” siger Geir Karlsen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev