Erstatning på 400.000: Bortvist for at give ni kroner til velgørenhed

Af Niels Stoktoft Overgaard, Fagbladet 3F

En ansat i Københavns Lufthavn har nu vundet to sager om et beløb på sølle ni kroner.

Først frifandt retten ham sidste år for at have stjålet pengene. Nu skal lufthavnen betale ham næsten 400.000 kroner for uberettiget at have bortvist ham.

Manden var ansat i sikkerhedskontrollen. Her glemmes der jævnligt mønter.

Han fandt ni kroner og tog dem med sig. Senere puttede han dem i en bøsse i lufthavnen til velgørenhed.

Den ansattes advokat mener, at sagen viser, at arbejdsgivere skal tænke sig om to eller endnu flere gange, før de bortviser medarbejdere.

»Det er der desværre også store virksomheder, som glemmer at gøre,« siger advokat Marc Malmbak Stounberg fra Elmer Advokater i København.

Sådan gik det til

Manden havde været ansat i lufthavnen i 13 år. Han arbejdede i den del af sikkerhedskontrollen, hvor personale tjekkes.

Lufthavnen havde en praksis, hvor glemte mønter gives til velgørenhed. Ifølge arbejdsgiveren skulle det hver gang godkendes af en overordnet.

Det var den ansatte ikke klar over. Derfor ekspederede han selv de ni kroner.

»Det var en fejl. Men arbejdsgiveren havde ikke instrueret ham ordentligt,« siger Marc Malmbak Stounberg, fra Elmer Advokater i København, der har forsvaret medarbejderen.

»Derfor havde det været mere end rigeligt med, at han havde fået at vide, hvad proceduren var. Måske en lille irettesættelse, men overhovedet ikke en bortvisning,« siger Marc Malmbak Stounberg.

Ingen kommentarer

En kollega havde set de ni kroner ligge på arbejdspladsen. Senere var de væk.

Overvågningsbillederne viste, at den ansatte tog dem. Det sagde han også straks, da han blev spurgt. Han fortalte omgående, at han havde puttet dem i en bøsse.

Fagbladet 3F har været i kontakt med Københavns Lufthavn, der vil ikke vil udtale sig om den konkrete sag.

Artiklen er første gang udgivet af Fagbladet 3F og bringes med tilladelse på LUFTFART.nu.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev