DAT flyver ruter, som andre flyselskaber holder sig fra. Det danske selskab evakuerede i 2021 danskere ud fra Afghanistan, og her i weekenden fløj to af DATs Airbus A320’ere til Mellemøsten for at hente strandede danskere og finner hjem. DATs direktør Jesper Rungholm har tidligere selv fløjet evakueringsmission.
Når andre fly står stille, er der fart på det danske flyselskab DAT.
Luftrummet i Mellemøsten har siden USA og Israels angreb på Iran været usikkert. Iranske Shahed-droner har både ramt luksushoteller og lufthavne i de rige oliestater, og flytrafikken i regionen har været lammet.
Derfor sendte DAT efter aftale med Udenrigsministeriet og den finske stat søndag to Airbus A320’er til henholdsvis Dubai og Muscat for at hente danske og finske statsborgere hjem.
Netop den slags flyvninger ligger dybt indlejret i DATs historie, fortæller direktør for DAT, Jesper Rungholm. Da ISIS i 2015 sprang et fly fra Sharm el-Sheikh i luften, fløj DAT danskere hjem fra den populære feriedestination, i 2021 var de med til at evakuere soldater og afghanske tolke ud fra Kabul, og under coronapandemien hentede de danskere hjem fra fjerne egne. Han var selv pilot under Afghanistan-evakueringen.
”I 37 år har DAT overlevet på at reagere, når der er en mulighed for at gøre noget særligt. Vi har en vilje til at analysere, hvorvidt flyvninger er risikable eller ej, og vi er vant til at varetage særlige opgaver under kriser,” siger Jesper Rungholm til Fagbladet Luftfart.
Udenrigsministeriet: ’Det er jer, der plejer at tage denne her slags opgaver’
Da Udenrigsministeriet kontaktede Jesper Rungholm om Dubai-evakuering, var han ikke i tvivl om, at det var en opgave for DAT.
”Udenrigsministeriet tog fat i os og sagde ’det er jer, der plejer at tage jer af denne her slags opgaver’,” siger han og fortsætter:
”Inden vi tager afsted, laver vi altid en risikovurdering og stiller os selv spørgsmålene: Er det her sikkert? Hvad gør vi, hvis besætningen strander? Hvad hvis flyet ikke kan lette på grund af tekniske problemer? Hvor diverter vi til?”
I Dubai var Jesper Rungholm klar til at indlogere besætningen på hoteller, hvis nu der skulle ske noget, mens de var på jorden.
Alle flyvninger til risikoområder er frivillige
For Jesper Rungholm er det vigtigt at understrege, at alle flyvninger til risikoområder er frivillige. Ingen besætningsmedlemmer bliver tvunget afsted eller kan forvente negative konsekvenser ved at sige nej, fortæller han.
”Det er fuldstændig uden risiko at sige nej til det, vi kalder anderledes ture. Hvis nogen er utrygge, så flyver de ikke den tur. Vi kunne aldrig finde på at tvinge nogen.”
Dyr forsikring på Dubai-flyvning
En flyvning til et mere risikabelt område betyder også en øget forsikringsomkostning. I Dubai-tilfældet lød beløbet på 45.000 euro.
Det var en af grundene til, at prisen på hjemrejsebilletterne lå på 10.500 kroner, hvilket svarer til, at de første 35 passagerer ombord på flyet var med til at dække forsikringssummen for DAT.
Hvordan har reaktionen været fra danskerne, som rejste med DAT til Danmark?
”Folk har været utilfredse med prisen. De syntes, det var for dyrt. Men for finnerne kostede det 17.000 kroner per billet. Og helt ærligt, en Airbus blokeret i to dage med to besætninger og 17-18 timers flyvning koster altså penge, når der kun er 180 passagerer til at betale.”
Særlige debriefinger efter ekstraordinære flyvninger
Når en besætning har været på en ekstraordinær flyvning, er det vigtigt at debriefe ordentligt. Både for at vurdere, hvordan oplevelsen har været for besætningen og for at diskutere, hvad der gik godt – og mindre godt.
Og hvis der sker en hændelse på flyvningen, træder DAT aktivt til med psykologhjælp til de berørte besætningsmedlemmer.
”Da der var ballade i Israel, måtte vi erkende, at vi ikke tacklede det godt nok. Der sagde vi til besætningen ’hvis I har problemer, så henvend jer’. Men nu ved vi, at i luftfartsbranchen beder folk ikke selv om hjælp. De er bange for at miste deres medicalcertifikat. Vi er nødt til at være proaktive i vores støtte til vores piloter og kabineansatte, hvis de har været udsat for stressfulde situationer,” siger Jesper Rungholm.



