Cypriotisk luftfartsselskab erklærer sig konkurs

Endnu et europæisk luftfartsselskab har måttet kaste håndklædet i ringen. Cobalt Air, der blandt andet flyver fra Larnaca til København, er gået konkurs, skriver CHECK-IN.dk med henvisning til en meddelelse på selskabets hjemmeside.

Her står der, at Cobalt Air beklager at meddele at det vil aflyse alle flyvninger per klokken 23.50 den 17. oktober 2018.

Selskabet skal have beskæftiget i omegnen af 200 medarbejdere, skriver The Guardian. Blandt de ansatte skal mange være tidligere ansatte i det nationale cypriotiske selskab, Cyprus Airways, der gik konkurs i 2015. Samtlige ansatte er blevet opsagt, skriver flere medier.

Cobalt Airs bestyrelsesformand skal ifølge luftfartsanalytiker Alex Macheras have fortalt på Cypriotisk Radio at selskabets største investor – et kinesisk selskab – besluttede at det at egne årsager ikke kunne fortsætte med at finansiere Cobalt Air.

Ville udfordre de store hublufthavne

CHECK-IN.dk skriver, at Cobalt Air blev etableret i 2016 på bagkanten af krakket i Cyprus Airways.

Bag det nye selskab stod dengang investorer fra Hong Kong og Australien, der via holdingselskabet AJ Cyprus, skød penge i selskabet og sikrede sig de maksimale 49 procent af ejerskabet i henhold til EU´s regler.

Ejerne havde en vision om at skabe et nyt stort hub i Middelhavet, der skulle tage kampen op med de store hubs i Istanbul, Dubai og Abu Dhabi.

Ved konkursen opererede Cobalt Air i alt seks fly, hvoraf fire var Airbus A320-200 og to var Airbus A319-100, og selskabet fløj til 23 destinationer i 13 lande.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev