Charterbranchen: ”Man skal begynde at overveje, hvordan man kommer i gang i stedet for at sætte restriktioner på”

Regionsopdelte rejsevejledninger og vaccinenyheder skaber forsigtig optimisme i charterbranchen. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er stadig brug for justering af rejsevejledningerne, og så skal negative tests også være en del af strategien, lyder det blandt andet fra charterbranchen.

Der gik kun få minutter, fra regeringen annoncerede, at man fremover ville regionsopdele Udenrigsministeriets rejsevejledninger, til rejseselskabet Spies fik de første kunder i røret, der gerne ville booke ferier sydpå i januar.

”Folk vil gerne ud at rejse. Vi er ikke i tvivl. Vinterrejser til Gran Canaria er en tradition for mange. Det er ikke rejselysten, der mangler,” siger Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Sunclass Airlines, charterselskabet Spies’ eget flyselskab.

Rejse- og luftfartsbranchen har i månedsvis efterlyst regionsopdelte rejsevejledninger, og netop De Kanariske Øer har været et vigtigt eksempel, fordi smittetallet generelt har været meget lavere på øerne end på det spanske fastland. Spies er tilfredse med, at ønsket er blevet efterkommet, men Lisbeth Nedergaard fortæller, at selskabet er skeptisk over for, at et land eller en region skal under 20 smittede per 100.000 for, at rejser kan anbefales. 

Rejsevejledninger: ”Det skriger til himlen, at man ikke kan se, at der er brug for regionale modeller.”

”De nye rejsevejledninger er en dejlig julegave, som man ikke kan åbne. Det hjælper ikke, når kravet er, at man skal under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det sundhedsfaglige belæg er, for tallet 20 er et utroligt lavt tal, og i Danmark er smittetallet højere end på Gran Canaria. Modellen blev lavet i starten af pandemien, men i dag har vi meget mere viden og derfor kan jeg ikke se, hvad belægget for den model er. Det har myndighederne ikke kunne give svar på endnu,” siger Lisbeth Nedergaard. 

”Man skal begynde at overveje, hvordan man kommer i gang i stedet for at sætte restriktioner på. Selvfølgelig med tanke på, hvordan vi passer bedst på os selv og hinanden. Det er det vigtigste.”

Jettime ser negativ corona-test som løsning

I flyselskabet Jettime, der genopstod af det konkursramte Jet Time, er man positive over for de nye rejsevejledninger, men man regner ikke med, at det betyder, at selskabet kommer hurtigere i gang med at flyve.

”På trods af regionale rejsevejledninger og vaccinenyhederne regner vi ikke med at komme i luften til vinter. Vores dvaleperiode kommer til at strække sig hen over vinteren, og det planlægger vi efter. Vi forventer ikke at komme i luften før til sommersæsonen 2021. Vores planlægning går på, at vi så småt starter op omkring april og maj, men vi forventer først, at vi rigtig kommer i gang til højsæsonen,” siger Birthe Madsen, vice president i Jettime.

Dansk charterflybranche med SOS-kald til regeringen og Folketinget

Hun forklarer, at Jettime er afhængige af, at de har turoperatører, der har lavet kontrakt med dem. Jettimes største kunde er Tui i Norden, og Jettime kommer ikke til at flyve, før de har en kontrakt med Tui eller andre turoperatører. Jettime er i dialog med deres kunder hele tiden, men i forhold til, hvordan efterspørgslen kommer til at se ud, må Jettime ligesom alle andre gætte, siger Birthe Madsen.

”Selvom der kommer vacciner efterhånden, kommer det ikke til at ændre billedet fra den ene dag til den anden. Dels skal folk nå at have dem, og alle bliver ikke vaccineret. Der er en masse usikkerheder. Vi er 100 procent afhængige af, at folk vil rejse. Vi tror, der går en rum tid, før det kommer ordentligt igen. Til gengæld tror vi, at der er en opsparet rejselyst. Vi tror, at ensartede test i Europa kunne hjælpe, så man kan rejse, hvis bare man kan fremvise en negativ test, som kan tages på 10 minutter. Det er også en måde at komme i gang på,” siger Birthe Madsen.

Spies håber på charterrejser i januar

Hvis en negativ test bliver et krav, er Spies klar til at finde en ordning, fortæller Lisbeth Nedergaard, der håber, at de nye rejsevejledninger gør, at Spies kan flyve chartergæster til De Kanariske Øer til januar. Hvis der kommer krav om test ved indrejse i Spanien, har Spies allerede erfaring med at tilbyde test til chartergæster.

”Da vi skulle til Cypern, fik vi lavet en aftale med en udbyder om at få lavet test 72 timer før. Det betalte vi for vores gæster. Jeg kunne forestille mig, at vi går ind i lignende overvejelser. Jeg ville så gerne se vores fly på vingerne og danskerne på ferie igen. Som udviklingen ser ud på De Kanariske Øer, har jeg en idé om, at vi begynder at flyve igen snart. Men corona har lært os, at man ikke kan spå om noget som helst. Det er pokkers umuligt.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev