Piloterne og de kabineansatte, som hver dag sørger for at bringe flyrejsende fra Sønderborg til København og retur igen, får snart en overenskomst. Det har deres arbejdsgiver, Air Alsie, erkendt efter et møde med Flyvebranchens Personale Union.
»Et konstruktivt møde mellem Flyvebranchens Personale Union og ledelsen i Air Alsie har i dag anlagt startbanen for, at forhandlingerne om en overenskomst kan gå på vingerne,« skriver parterne i en pressemeddelelse.
Første forhandling til august
Air Alsie består dels af en businessjet-forretning og dels af ruteflyvning mellem Sønderborg og København under navnet Alsie Express. Indledningsvist er det de ansatte i Alsie Express, som man mødes for at forhandle overenskomst for.
»Parterne har længe ønsket at indlede en dialog, og derfor glæder både ledelsen i Air Alsie og FPU sig over de positive drøftelser på dagens møde,« skriver FPU og Air Alsie i pressemeddelelsen.
Første forhandlingsmøde finder sted til august.
En af de få uden overenskomst
»En overenskomst handler ikke kun om løn og arbejdstid. Det er også et spørgsmål om medindflydelse og juridisk beskyttelse af de ansatte,« forklarer Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.
I Danmark er der nemlig meget få love, der sikrer arbejdstagernes rettigheder, påpeger næstformanden.
Ser man på de danske indenrigsruter, er Air Alsie blandt de få, som ikke har overenskomst med sine medarbejdere i Danmark.
SAS og Danish Air Transport, der er blandt de store aktører på det danske indenrigsrutenet, opgjort på antal ruter, har således begge overenskomst med deres ansatte.
Tilbage står derimod det lille selskab, Nordic Sea Planes, uden overenskomst, fremgår det af en liste, som Luftfart.nu kunne offentliggøre forleden.