Nettet reagerer på Norwegian-fyringer: “Det norske Ryanair,” “Social dumping” og “Landsforræderi”

Det svenske medie Sydsvenskan kalder fyringerne for en “jobbslakt”, og på nettet diskuterer brugerne på Reddit, om Norwegian begår social dumping og bruger irske forretningsmetoder. Norwegians fyring af 123 ansatte er ikke gået ubemærket hen på de sociale medier og i den skandinaviske presse.

“Det norske Ryanair.”

”Dette er intet andet end social dumping.”

”Landsforræderi.”

“Irske forretningsmetoder med løndumping.”

Sådan lyder et udpluk af de hundredvis af kommentarer, som ligger på de danske, norske og svenske fora på Reddit, efter Norwegian i slutningen af oktober fyrede 123 flyvende på basen i København.

Reddit er et socialt medie, hvor mange af de over 500 millioner brugere diskuterer de seneste nyheder, og oven på massefyringerne er der ikke meget kærlighed til Norwegian fra brugerne i Skandinavien.

Svensk avis: “Jobmassakre”

I de konventionelle medier kalder den svenske avis Sydsvenskan massefyringerne for en ”jobbslakt” [dansk: jobmassakre, red.]. I artiklen skriver Sydsvenskan, at fyringerne særligt vil ramme svenske ansatte.

En bruger på Reddit fortæller, at mange folk har forladt stabile ansættelser på andre Norwegian-baser og flyttet hele deres liv til København. Og nu står de uden job:

”Det er sørgeligt. Især når man tænker på, at det faktisk går godt for selskabet nu, uden at de har behøvet at bruge så fæle metoder,” skriver brugeren på svensk og afslutter sin kommentar med Norwegians slogan i citationstegn:

”In it together.”

En øvelse i social dumping

I Danmark har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan danskbaserede piloter og kabineansatte nu vil blive erstattet af spansk besætning og i samme ombæring har fået mundkurv på af ledelsen. De ansatte må ikke udtale sig offentligt – ellers vil de blive mødt med sanktioner.

Norwegian har præsenteret et stærkt Q3-resultat, men har alligevel kaldt massefyringerne for “nødvendige” og “rettidig omhu“.

Lidt længere nord, i Norge, citerer landets førende erhvervsmedie, Dagens Næringsliv, FPU-formand Thilde Waast for at kalde Norwegians massefyringer for en øvelse i social dumping.

Hvad er Reddit?

Reddit er en international social medieplatform, som fungerer som en blanding af et online diskussionsforum og et sted, hvor brugere kan diskutere aktuelle nyheder. Reddit har ugentligt 514 millioner aktive brugere.

- Den danske Reddit-side har 258.000 ugentlige besøgende.
- Den svenske har 476.000 følgere.
- Den norske har 230.000 følgere.
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev