Norwegian-koncernen havde 2,9 millioner passagerer i august. Heraf havde Norwegian 2,5 millioner, mens Widerøe havde 359.000.
”August var en måned med solid efterspørgsel og god drift. Jeg er meget tilfreds med, at vi havde både øget kapacitet og højere belægningsgrad sammenlignet med samme måned sidste år,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
I august havde Norwegian i gennemsnit 94 fly i drift. Belægningsgraden var 86,3 procent, en stigning på 0,4 procentpoint.
Regulariteten, andelen af planlagte flyvninger, der blev gennemført, var på 98,9 procent. Aflysningerne skyldtes primært flyvelederstrejken i Norge. Punktligheden, andelen af flyvninger, der afgik inden for 15 minutter af den planlagte tid, var på 80,8 procent.
“Desværre førte flyvelederstrejken i slutningen af måneden til aflysninger og forsinkelser for mere end 20.000 af vores passagerer. Det er naturligvis meget beklageligt. Ser man bort fra aflysninger, der var nødvendige på grund af strejken hos Avinor, var regulariteten på 99,6 procent, hvilket er det niveau, vi ønsker at være på,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.