Næsten 10 millioner rejsende var igennem Københavns Lufthavn i løbet af sommeren. Det er det højeste antal sommerrejsende nogensinde.
9,9 millioner passagerer rejste via Københavns Lufthavn i de tre sommermåneder juni, juli og august. Det er tre procent flere end sidste år og det højeste antal sommerrejsende i lufthavnen nogensinde.
“Vi har aldrig haft flere sommerrejsende i lufthavnens historie. Terminalerne har summet af rejseglæde fra de tidlige morgentimer til sent om aftenen. Med over 100.000 rejsende de fleste dage, svarer det til, at vi har haft besøg af en Roskilde Festival hver eneste dag hele sommeren. Vi har forberedt os grundigt, og langt de fleste gæster er kommet godt gennem lufthavnen i løbet af sommeren,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavne.
Alene i august rejste 3,3 millioner passagerer via Københavns Lufthavn.
Spanien er favorit
Spanien er sommerens mest populære ferieland. I juni, juli og august rejste 789.000 passagerer på ruterne mellem København og Spanien. Det er tre procent flere end sidste sommer.
Italien ligger på andenpladsen med 714.000 passagerer ombord på flyene mellem Danmark og destinationerne i Italien. Det er en stigning på 10 procent i forhold til sidste år.
Faktaboks
I de tre sommermåneder rejste 2,9 millioner passagerer på ruterne mellem Danmark og de fem mest populære lande i Middelhavsregionen, som er:
Spanien: 789.000
Italien: 714.000
Frankrig: 484.000
Grækenland: 456.000
Tyrkiet: 427.000
“Flyselskaberne har sat flere afgange ind på ruterne, og med 24 forskellige rejsemål i de to lande er der masser af muligheder for at finde lige den ferie, man søger. De gode flyforbindelser betyder også, at flere turister fra Sydeuropa vælger at besøge Danmark,” siger Peter Krogsgaard.
Otte ud af 10 passagerer i Københavns Lufthavn rejser inden for Europa.



