Står det til Alternativets mobilitetsordfører Christina Olumeko, skal der flere afgifter på flyrejser og flere danskere skal rejse med tog.
Skal danskerne flyve mere eller mindre?
Det er ressourcetungt at flyve sammenlignet med eksempelvis tog. I en fremtid, hvor vi skal passe bedre på vores ressourcer, vil vi derfor gøre det dyrere at flyve og billigt at tage toget. Det gælder især på indenrigsdistancer og mellemlangedistancer i Europa.
Skal der flere eller færre afgifter på flyrejser?
Der skal flere afgifter, så prisen afspejler forureningen. Det er kun fair.
Valgtema om luftfart
Fagbladet Luftfart stiller under folketingsvalget fem spørgsmål om luftfart til kandidater fra de opstillingsberettigede partier i Danmark, Grønland og Færøerne.
Indtil valgdagen den 24. marts publicerer Fagbladet Luftfart løbende interview med de kandidater, som er vendt tilbage på Fagbladets henvendelse.
Skal SAS også i fremtiden modtage økonomisk støtte fra den danske stat?
Vi anerkender, at det også i fremtiden er klogt at sikre, at der er flyveruter til et lille land som Danmark. Men om niveauet for økonomisk støtte er det rigtige, og om det stadig er nødvendigt, er vi ikke afklaret omkring.
Skal der tilføjes flere investeringer i luftfart indenfor Rigsfællesskabet?
Vi skal støtte investeringerne i luftfart til Grønland i det omfang, som Grønland har brug for dette. Det har Alternativet støttet i denne valgperiode.
Hvad ser I som den største udfordring for luftfart indenfor Rigsfællesskabet?
Vi modtager gerne input til, hvordan luftfarten mellem landene i rigsfællesskabet står stærkest. Vi finder det vigtigt særligt i usikre tider, at de tre lande i Rigsfællesskabet er forbundet også ved transport.



