Hoist-operatørerne på Air Greenlands redningshelikopter er hver dag klar til at flyve på missioner for at hjælpe personer i nød. Én af dem er Paw Hjortstrøm, der har 27 års erfaring som brandmand og nu bruger sine evner til at redde folk ombord på helikopteren.
Det kan godt kilde i maven, når man hænger fra en helikopter i en op til 90 meter lang metalwire over et iskoldt hav uden at have land i sigte. Men det kan være vilkårene, når man som hoist-operatør skal redde en syg person fra en fisketrawler eller et krydstogtskib.
”Det er både grænseoverskridende, spændende og lidt fedt at blive hejset ned. Når jeg hænger der, fokuserer jeg, så meget jeg kan, på, at jeg skal ned at hjælpe,” siger Paw Hjortstrøm, der er én af Air Greenlands i alt ni hoist-operatører.
Paw Hjortstrøm og hans kolleger betjener som hoist-operatører den redningshejs, som er monteret på Air Greenlands redningshelikopter, ligesom de på nogle missioner bliver hejset ned, fordi de skal have en person, der er syg eller kommet til skade, med ombord.
De er to hoist-operatører og to helikopterpiloter af sted på hver mission.
Redningshelikopteren kan komme helt ned til 10 meter fra overfladen, når de skal redde en person på for eksempel et skib, men afstanden kommer meget an på vind og vejr.
”Vi prøver at udføre missionerne i så lav højde som muligt, men helikopteren blæser meget luft ned. Hvis det er vindstille, kan båren med personen begynde at rotere og svinge. Det bedste scenarie er, at det blæser mellem 10 og 20 sekundmeter, for så slipper man for downwashen, der bliver blæst bagud,” siger Paw Hjortstrøm.
Fra brandmand til hoist-operatør
Paw Hjortstrøm har gennem 27 år arbejdet som brandmand, og da Air Greenland i 2020 udskiftede de gamle S-61-reningshelikoptere med den mere moderne H225-helikopter, fik han muligheden for at blive hoist-operatør.
”Helt tilbage fra S-61-tiden var jeg helt vild for at blive hoist-operatør, men dengang skulle man være flymekaniker, for efter turene skulle man selv hjem og reparere helikopteren. Med den nye helikopter lavede de et nyt setup med to mand i kabinen, to piloter og en mekaniker tilknyttet, og så fik jeg chancen der. Det var bare dejligt,” siger Paw Hjortstrøm.
I 14 dage ad gangen er de grønlandske hoist-operatører klar på basen i Kangerlussuaq til at flyve på missioner med redningshelikopteren i Nordgrønland.
”Det er meget forskelligt, hvor tit vi bliver kaldt, men det er som regel en til to gange om ugen alt efter sæson. Det er travlest i sommer, forår og efterår, hvor folk sejler og er ude at nyde naturen. Der er der størst risiko for, at der sker noget.”
Faktaboks
Der er ni hoist-operatører i Air Greenland.
Deres schedule er som udgangspunkt, at de arbejder 14 dage på basen i Kangerlussuaq, har en uge hjemme-standby, tre uger fri og derefter en uge i Sydgrønland efterfulgt af 14 dage fri.
Hoist-operatørerne i Air Greenland er medlem af FPU Kalaallit Nunaat, og deres forening hedder Foreningen for Hoist Operatører i Kalallit Nunaat.
De er ansat på individuelle kontrakter, men arbejder på at få en fælles overenskomst, der forbedrer deres vilkår og lønmæssigt afspejler de ansvarsområder, de varetager.
De redder, tolker og beroliger, men må ikke give medicin
Den seneste måned har man kunnet følge hoist-operatørernes arbejde på DR1, som har haft et TV-hold med på redningshelikopteren. Programmerne har givet indblik i de mange forskellige opgaver, som hoist-operatørerne udfører sammen med deres pilotkolleger.
”De mest hyppige missioner er, når folk er kommet til skade eller blevet syge. Det kan være folk, der har forvredet knæet på den populære vandrerute Arctic Circle Trail, eller det kan være opgaver for sundhedsvæsenet til de mindre bygder, hvor kun en helikopter kan lande,” siger Paw Hjortstrøm.
Andre gange er de ude til situationer, hvor nogle er kommet til skade ved en kriminel handling.
DR-programmerne viser, hvordan hoist-operatørernes opgaver spænder langt bredere end det, der er inkluderet i deres jobtitel. Hoist-operatørerne tolker mellem dansk og grønlandsk, og de yder psykologisk støtte til personer, der befinder sig i deres livs sværeste øjeblik. De samarbejder med læger, sygeplejersker og politi. Og de kan i timevis sidde og kigge ud ad helikoptervinduet for at prøve at spotte en kæntret fiskekutter eller en teenager, der er stukket af hjemmefra.
Der er dog ét job, som de ikke må udføre. Hoist-operatørerne har træning i hjertemassage og basal førstehjælp, men når det kommer til medicin, må de intet give til de personer, de redder ombord.
”Vi må ikke give noget som helst. Ikke engang hovedpinepiller. Det kan godt være lidt hårdt. Vi vil gerne gøre det bedste for de mennesker og give dem smertestillende og få ro på situationen, men vi kan kun monitorere dem og snakke med dem,” siger Paw Hjortstrøm.
Han fortæller, at hoist-operatørerne har et stort ønske om at kunne give visse former for medicin, og at én af hans kolleger arbejder hårdt på, at de kan få en aftale i stand.
Skal kommunikere med piloter hvert 10. sekund
Et vigtigt aspekt af hoist-arbejdet er samarbejdet med piloterne i cockpittet. Særligt i de kritiske situationer, når en person skal hejses ombord, er kommunikation mellem cockpit og kabine vigtig, fordi piloterne ikke kan se, hvad der sker.
”Vi har en regel, om at der maksimalt må gå 10 sekunder, hvor jeg som hoist-operatør ikke siger noget. Jeg taler hele tiden, næsten som man ville tale til et barn, for at forklare, hvad der sker: ’Nu tager jeg den her karabin, nu åbner jeg for døren.’ Vi sætter vores eget liv på spil, og derfor skal piloterne virkelig vide, hvad der sker.”
De får sjældent en opdatering på, hvordan det går med de mennesker, de har hentet, og det kan godt være ærgerligt, fortæller Paw Hjortstrøm. Som regel er det kun ved en tilfældighed, at de hører, hvordan det er gået.
Til gengæld har de altid en debriefing, når de kommer tilbage fra en mission.
”Vi taler om, hvad man kunne have gjort bedre, og om noget har været godt eller slemt. Hvis der er noget, der går én på, har vi en psykolog tilknyttet vores gruppe. Det, synes jeg, er rigtig godt. Men for mig ligger det samtidig meget naturligt at slippe det efterfølgende.”
Missionerne kan være barske. De foregår ofte ved at hænge i en wire i frostgrader og stiv kuling, og de drejer sig om liv eller død for det menneske, de skal hente. Men for Paw Hjortstrøm er det let at sige, hvad det bedste ved arbejdet er.
”Det er en god hoist med en lykkelig udgang.”
