To ud af tre piloter, kabineansatte, og AFIS-operatører er utilfredse med den måde, Trafikstyrelsen forvalter medical-området på. Det viser en ny undersøgelse foretaget af FPU.
Svaret fra ca. 1.000 luftfartsansatte er klart: Trafikstyrelsens forvaltning af medicals halter.
FPU har netop indsamlet resultaterne fra en dugfrisk undersøgelse blandt piloter, kabineansatte og AFIS-operatører.
Her svarer to ud af tre, at Trafikstyrelsen administrerer medicals dårligt eller meget dårligt.
”Fælles for de kommentarer, vi har fået på undersøgelsen, er, at systemet er for rigidt, ventetiden for lang, og at der er en general usikkerhed og frygt forbundet med at gå til flyvelæge – selv med små skavanker,” siger forbundssekretær i FPU, Kasper Svendsen.
Kun 8,7 procent af de adspurgte har et positivt indtryk af Trafikstyrelsen, mens de resterende forholder sig neutralt.
Det siger medlemmerne
670 af respondenterne har skrevet om personlige oplevelser med Trafikstyrelsen i undersøgelsens fritekstfelt, og mange luftfartsansatte har også ringet uopfordret ind til FPU for at fortælle om deres erfaringer.
En beretter om et langvarigt sagsbehandlingsforløb, som tvang ham til en flyvelæge i udlandet. Han er nu ude at flyve igen.
En anden beskriver oplevelsen med Trafikstyrelsen som ren ”frygt”, mens en tredje oplever, at flyvelæger virker pressede af Trafikstyrelsen, og at systemet bygger på mistillid til flyvelæger og flyvende.
”Kommentarerne flugter med de opkald, vi har fået fra mange medlemmer. De flyvende er simpelthen bange for uretmæssigt at blive suget ind i Trafikstyrelsens tunge og træge system. Det forstår jeg godt, for det handler jo om deres levebrød og karrierer,” siger Kasper Svendsen.

Behov for ændringer
Hver fjerde i undersøgelsen svarer, at det har taget dem over to måneder at få en konsultation hos en flyvelæge, og for knap halvdelen tog det over to måneder at få behandlet deres sag af Trafikstyrelsen.
I mange af tilfældene har sagsbehandlingstiden varet over et halvt år.
Kasper Svendsen mener, at både undersøgelsen og de historier, som flyvende har delt med FPU, peger på, at Trafikstyrelsen er nødt til at ændre den måde, de forvalter medical-området på.
”Det her er et område, som rammer rigtig mange af FPUs medlemmer. Vi har fokus på problemet, og vi taler vores medlemmers sag overfor Trafikstyrelsen,” siger han.

Mange af respondenterne svarer, at de søger til udlandet, når de skal til flyvelæge for at undgå det danske system.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Trafikstyrelsen inden deadline



