Selvom kabinechefer spiller en central rolle for både trivslen og sikkerheden ombord, bliver de ofte glemt. Derfor sætter FPU fokus på kabinechefer med en masterclass ved erhvervspsykolog Sarah Ambs-Thomsen, hvor deltagerne bliver klogere på deres styrker og de faldgruber, der kan være.
Kabinechefer er kulturbærere på arbejdspladsen. Det er dem, der sætter rammerne for kollegaerne og er ansvarlige for niveauet af psykologisk tryghed i kabinen.
Det mener erhvervspsykolog og tidligere kabineansat Sarah Ambs-Thomsen, som til november er underviser ved FPUs masterclass for kabinechefer.
”Kabinechefer er den nærmeste leder i 35.000 fods højde. Det er et stort ansvar, som kræver, at man har en solid værktøjskasse og en bevidsthed om, hvem man selv er som leder. For kabinechefer handler det om at skabe trivsel på arbejdspladsen og på den måde sørge for sikkerheden om bord på flyet,” siger hun.
Sikkerheden hænger blandt andet sammen med, at yngre og nye kabineansatte skal føle sig trygge ved at informere deres kabinechef, hvis de mener, der er noget galt på flyet, fortæller Sarah Ambs-Thomsen. Også selvom det kan forsinke eller komplicere flyvningen.
Hvilken kabinechef er du?
Det varierer fra selskab til selskab, hvordan kabinechefer bliver trænet til lederrollen, og det er ikke altid fyldestgørende. Derfor udbyder FPU en masterclass over to dage, hvor kabinechefer både får teoretisk og praktisk viden om ledelse gennem konkrete øvelser.
”Til masterclassen vil vi blandt andet teste, hvordan deltagerne reagerer i konflikter. Arbejdet som kabinechef handler nemlig om at kunne håndtere konflikter proaktivt. Nogle kan være harmonisøgende og fleksible, mens andre er mere hardcore og direkte. Og med de assessments [tests, red.], vi laver, bliver de klogere på sig selv, deres styrker og de faldgruber, der kan være.”
Både den bløde og hårde tilgang kan være god. Det handler mere om at identificere, hvornår man skal bruge den rette metode i den rette kontekst, mener Sarah Ambs-Thomsen.
”Selvom man har en tendens til at være lidt mere på den bløde side, er der tilfælde, hvor man skal udstikke helt tydelige retningslinjer i kritiske situationer. Og omvendt er der situationer, hvor den mere kontante kabinechef skal være lidt mere rummelig.”
Kabinechefer skal skabe forudsigelighed
Vind, vejr, teknik, arbejdstider, kollegaer. Alt det varierer fra dag til dag i luftfart.
Derfor er det vigtigt, at det lederskab, de kabineansatte møder, er forudsigeligt og stabilt. Det må selvfølgelig gerne være personligt, fortæller Sarah Ambs-Thomsen, men der er brug for en baseline af ensrettet ledelsesstil.
”Selvom flyvende personale er gode til at navigere i det uforudsigelige, har vi som mennesker brug for noget, der er forudsigeligt og som vi kan holde fast i,” siger hun og påpeger, at ensrettet ledelse giver tryghed og øger trivslen for alle ansatte.
De glemte mellemledere
Når man er god til sit arbejde som kabinechef og alt fungerer, som det skal, kan det være nemt for kolleger og ledelse at glemme eller overse den indsats, der ligger bag – og hvor vigtig den er.
”Det er den barske realitet for kabinechefer, at der først kommer fokus på ens rolle, når det går galt. Sådan er det også for mellemledere på det generelle arbejdsmarked.”
Men modsat mange andre brancher handler luftfart om sikkerhed. Og hvis ikke den psykologiske tryghed er på plads i kabinen, er der risiko for, at sikkerhedskulturen falder fra hinanden, fortæller erhvervspsykologen.
”Kabinechefer har en unik mulighed for at skabe psykologisk tryghed, og jeg glæder mig til masterclassen med FPUs kabinechefer. De fortjener at få flere redskaber i deres værktøjskasse og at netværke med andre, som har samme vigtige rolle og ansvar,” siger Sarah Ambs-Thomsen.
FPU Masterclass 3 for kabinechefer finder sted den 27. og 28. november i Valby. Der er tilmeldingsfrist den 26. september.