Norwegians kabineforening er i fuld gang med forhandlinger for at sikre, at de kabineansatte i Norwegian får de bedst mulige vilkår.
Forhandlinger om en ny overenskomst for de kabineansatte på Norwegians base i København er nu gået i gang.
Forhandlingerne med selskabet foregår på lokalt niveau, og Norwegians kabineforenings bestyrelse har haft to forhandlingsdage i Oslo, hvor også FPUs næstformand Anders Mark Jensen har deltaget som rådgiver. I den kommende uge fortsætter parterne forhandlingerne i København.
”Vi er lige startet, og vi har et godt forhandlingsmiljø,” siger Anders Kyhl, der er formand for Norwegians kabineforening, NCUD.
”Vi kæmper for medlemmerne og deres sag. Omdrejningspunktet for forhandlingerne denne gang er ordentlige vilkår inden for work/life-balance. Derudover har vi for eksempel også fokus på truslen fra øst, hvor de lavere lønninger kan true vores baser. Vi er nødt til at skabe jobsikkerhed. Det er vigtigt for os.”
Rekordsommer presser de kabineansatte
Overenskomstforhandlingerne kommer i kølvandet på en travl sommer for Norwegian. Selskabet har beskrevet det som en ’rekordsommer’ med yderligere seks fly i flåden, flere passagerer og det næsthøjeste driftsresultat i selskabets historie.
Travlheden kan dog også mærkes på de kabineansatte.
”Det er skønt at folk vil rejse, og at vi har fulde fly, men denne sommer har været virkelig presset for de kabineansatte,” siger Diana Sindhøj, kabineansat og næstformand i NCUD.
Hun fortæller, at NCUD derfor vil arbejde for, at den nye overenskomst indeholder tiltag, der sikrer, at de kabineansatte bliver mindre pressede.
”Vi ligger meget højt på flyvetimer i København. Vi har rigtig mange ture med fire eller seks ben. Det bliver nogle rigtig lange dage. Vi er nødt til at finde nogle løsninger, så vi sikrer, at passagererne altid bliver mødt af et crew med overskud,” siger Diana Sindhøj og fortæller, at NCUD har flere forslag klar til overenskomstforhandlingerne.
NCUD: Vi står stærkere, jo flere vi er
Der arbejder omkring 400 kabineansatte på basen i København, og ved de seneste overenskomstforhandlinger lykkedes det blandt andet NCUD at forhandle en årlig taktregulering af lønnen på plads.
Samtidig lavede NCUD også aftaler med selskabet om rettigheder for deltid og genansættelsesgaranti.
”Vi har en forventning om at kunne finde gode og konstruktive løsninger sammen med selskabet til gavn for medlemmerne, som oplever en mere og mere presset arbejdsdag,” siger Anders Kyhl.