De Primera-piloter, der var ansat via et bemandingsselskab, havde ikke krav på erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond. Det slår Højesteret fast. ’Rigtig ærgerligt udfald’ lyder det fra fagbevægelsen.
Da flyselskabet Primera gik konkurs, stod en række af selskabets piloter uden den beskyttelse, der normalt gælder for konkursramte arbejdstagere.
Piloterne var nemlig ansat via bemandingsbureauet Flight Crew Solutions, der havde adresse på kanaløen Guernsey.
Piloterne var til ansættelsessamtale hos Primera, fik deres træning af Primera, de var iført Primera-uniformer og arbejdede udelukkende for Primera. Alligevel ville Lønmodtagernes Garantifond (LG) ikke anerkende dem som ansatte i det konkursramte Primera.
Og det fik FPU til at tage LG i retten. LGs formål er nemlig at udbetale løn til konkursramte lønmodtagere.
Sagen blev anlagt ved Retten i Hillerød, henvist til Østre Landsret og til sidst anket til Højesteret.
Nu har Højesteret stadfæstet Østre Landsrets dom. Piloterne havde ikke krav på erstatning fra LG.
”Vi har taget sagen hele vejen i kampen for at beskytte piloter og kabineansatte imod kreative selskabskonstruktioner. Dommen viser desværre, at den nuværende realitet er, at hvis man indgår en aftale med en tredjepart, vil tredjeparten være din reelle arbejdsgiver,” siger Thilde Waast, formand for FPU.
”Det skal man være opmærksom på, når man som flyvende accepterer en ansættelse. Man kan altid kontakte os i FPU for rådgivning, før man underskriver en kontrakt.”
Advokat: Rigtig ærgerlig afgørelse
Sagen nåede hele vejen til Højesteret, fordi den er af principiel karakter. Den er både vigtig for luftfart, der er præget af prekære ansættelser, og for arbejdsmarkedet generelt.
Det fortæller Jesper Schäfer Munk, der er advokat i FH og førte sagen på vegne af FPU.
”Grundlæggende er vi rigtig ærgerlige over sagens udfald. Det skaber en kæmpe usikkerhed for piloter og andre i alternative ansættelsesforhold. Mange virksomheder laver den her konstruktion, og vi ser alternative ansættelser vokse i stor stil,” siger Jesper Schäfer Munk.
”Det er en bekymrende udvikling, og det har en kæmpe social slagside. Vi havde håbet, at Højesteret ville sætte en prop i hullet, men må konstatere, at Højesteret ikke har fundet det bevist, at der var tale om proforma ansættelser.”
Tidligere Primera-pilot: Glad for være i fællesskab, der kæmper for bedre arbejdsmarked
Højesteret mente ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at piloternes ansættelsesforhold med Flight Crew Solutions var proforma. Og det ærgrer Anders Moesby. Han er en af de piloter, der var ansat via Flight Crew Solutions, og sagen tager udgangspunkt i hans forløb.
”Jeg er skuffet og ked af dommen. Jeg havde håbet, at vi på en eller anden måde kunne få oprejsning, efter den måde som vi blev dårligt behandlet på af Primeras ledelse. Jeg havde håbet, at en dom til vores fordel kunne være med til at forme arbejdsmarkedet i en retning, hvor man ikke kan tvinge medarbejdere ind i den her slags konstruktioner,” siger Anders Moesby, der også har vidnet i sagen.
Han fortæller, at den økonomiske konsekvens for de cirka 40 piloter, der blev ramt, var, at de ikke fik nogen erstatning for den normale opsigelsesperiode. Nogle gik fra en normal løn til dagpenge, som var væsentligt lavere, mens de, der ikke var medlem af en A-kasse, gik fra en normal løn til ingenting.
Selvom dommen ikke faldt ud til arbejdstagernes fordel, er Anders Moesby glad for, at han og FPU tog sagen hele vejen.
”Jeg er glad og stolt over at have været med i et fællesskab, der har prøvet at løfte den her sag for mig selv og mine tidligere kollegers skyld. Vi prøvede, og det var i en større sags tjeneste i et forsøg på at få et mere retfærdigt arbejdsmarked.”