Norwegians pilot- og kabineselskaber i Danmark og Sverige er begæret konkurs

Det er en utrolig trist dag for dansk og skandinavisk luftfart. Norwegians selskaber i Danmark og Sverige er begæret konkurs

Mandag den 20. marts 2020 er i den grad en bedrøvelig dag for dansk og skandinavisk luftfart.

Norwegians fire selskaber i Danmark og Sverige er begæret konkurs.

Det efterlader piloterne og de kabineansatte i Norwegian i en svær situation.

Beslutningen om at begære Norwegians fire datterselskaber, Pilot Services Sweden AB, Norwegian Pilot Services Denmark ApS, Norwegian Cabin Services Denmark ApS og Norwegian Air Resources LH ApS konkurs, blev truffet af bestyrelserne i de respektive selskaber i dag, mandag.

– Det er en rigtig kedelig nyhed at modtage. Der er tale om mange hundrede gode overenskomstdækkede stillinger, og ikke mindst fantastiske piloter og kabineansatte, der i den grad er værd at kæmpe for.

– Vi arbejder lige nu på højtryk i forhold til at afklare situationen og bistå vores medlemmer bedst muligt, og vi er i dialog med både tillidsrepræsentanter og medlemmer, siger formand for Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast.

FPU repræsenterer piloterne i de to danske datterselskaber, og formanden for FPU opfordrer medlemmerne til at sørge for at tjekke deres mail-indbakke dagligt det næste stykke tid.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev