1. maj begynder konflikten mod islandsk cargoselskab

Om lidt over to uger begynder konflikten mod det islandske cargoselskab Bluebird Nordic. Selskabet er under anklage for at bruge falske selvstændige og at gøre det via en base i Københavns Lufthavn.

FPU har sendt andet konfliktvarsel til islandske Bluebird Nordic. I varslet har fagforeningen angivet datoen for konfliktens begyndelse til at være den 1. maj 2021. Dermed bliver arbejdernes internationale kampdag begyndelsesdatoen for konflikten mod Bluebird Nordics danske operationer ud af Københavns Luftfhavn.

FPU’s næstformand oplyser, at fagforeningen har mødtes med selskabets danske advokat på et møde, der ikke resulterede i en overenskomst. Men den seneste måned har FPU indsamlet information om selskabets aktiviteter, og ifølge fagforeningen peger alle tilgængelige informationer i retning af, at det islandske selskab har en base i København med tilknyttede piloter.

Base i CPH

Den samme vurdering har den islandske pilotforening, FÍA, der tilbage i januar begyndte deres egen konflikt mod selskabet, efter selskabet havde fyret alle sine fastansatte piloter på Island.

Alle de fyrede piloter var medlemmer af FÍA, og ifølge FÍA vil selskabet fremover benytte piloter, der er ansat gennem et hollandsk rekrutteringsbureau, og som er ”self-employed contractors,” eller det som fagbevægelsen kalder falske selvstændige.

”Alle informationer peger på, at selskabet har en base i København. Derfor har vi nu sendt andet konfliktvarsel og et overenskomstforslag. Vi er meget bekymrede over de meldinger, vi får fra Island og over selskabets kontrakter i det hele taget. Det er helt uhørt at fyre alle fastansatte piloter og i stedet tilkendegive, at man vil bruge selvansatte piloter. Det lugter langt væk af social dumping og elendige vilkår,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

FPU har løbende fulgt konflikten på Island og har i samarbejde med FÍA fået vished om, at Bluebird benytter sig af 6-8 selvansatte piloter, der har base i København.  

”Vi har et rigtig godt samarbejde med den islandske fagbevægelse, og vi står sammen i vores kamp mod social dumping. Når flyselskaber ansætter piloter på atypiske arbejdsvilkår uden rettigheder, kommer den skandinaviske model under angreb,” siger Anders Mark Jensen.

Flyselskab fyrer alle fastansatte piloter – FPU frygter, at selskabet bruger samme metoder i Danmark

Cypriotisk ejerskab

Luftfart.Nu har tidligere dækket, hvordan de islandske piloter har strejket mod selskabet og talte i den forbindelse med Jón Þór Þorvaldsson, der er formand for FÍA. Han fortalte, af FÍA i mange år har haft et godt samarbejde med selskabet, og at piloterne siden selskabets begyndelse har været overenskomstdækkede. Det ændrede sig, da overenskomsten i 2020 skulle genforhandles.

“Et af problemerne er, at selskabet for nyligt blev opkøbt af et cypriotisk selskab. De er ikke bekendte med islandsk lovgivning og det islandske arbejdsmarked. Deres opfattelse er, at de kan gøre lige, hvad de vil,” sagde Jón Þór Þorvaldsson til Luftfart.Nu.

Ifølge FÍA ønskede selskabet, at lønnen skulle falde med 53 procent, og at sociale goder som pension og forsikring skulle afskaffes. Det kunne FÍA ikke gå med til, og den 30. december 2020 fyrede Bluebird alle organiserede piloter.

Bluebird har ifølge FÍA givet udtryk for, at det skal spare penge på grund af coronakrisen, men Jón Þór Þorvaldsson fortæller, at selskabet stadig opererer med alle dets seks fly, og at det også har åbnet en ny rute fra Island til Canada.

Sådan kickstarter vi dansk luftfart: Se FPUs 8-punktsplan

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev