Ung pilot: Pilotskoler med jobgaranti skaber tryghed trods milliongæld

Nyheden om at australske Qantas vil uddanne piloter, er positivt for australske pilotaspiranter. Sådan lyder vurderingen fra Anders Meilby, der har været færdiguddannet som pilot i omkring et år.

»På mange måder skaber det, som Qantas har gang i en meget mere sammenhængende uddannelse for piloter. Det fjerner den usikkerhed, der er mellem skolen og dit første job,« siger han og tilføjer:

»Generelt efterspørger luftfartsselskaberne piloter med en vis erfaring. Det gør det svært for nyuddannede at få deres første job.«

Gæld presser piloter i tvivlsomme job

Efterspørgslen på erfaring tvinger i dag mange nyuddannede piloter til at søge langt udenfor landets grænser i jagten på det første arbejde.

Sammenlignet med andre nyuddannede er presset for at finde et arbejde særlig stort for piloter. I modsætning til mange andre faggrupper står de nemlig med en gæld på op mod en million kroner efter endt uddannelse.

En omfattende, europæisk undersøgelse fra 2015 har dokumenteret, at den usikre jobsituation for nyuddannede piloter har været medvirkende til, at nogle flyselskaber presser de unge piloter på løn- og arbejdsvilkår på.

Uddannelse uden jobgaranti

Meilby peger på, at pilotskoler i Danmark i dag har enkelte aftaler med luftfartsselskaber om direkte optag, men udbuddet er begrænset.

Han har selv taget uddannelsen til pilot uden garanti om efterfølgende job.

»I Europa har en række større luftfartsselskaber aftaler med pilotskoler om kadetprogrammer. Her optages man på skolen med efterfølgende job i selskabet. Men dette har endnu ikke vundet tilsvarende udbredelse herhjemme,« forklarer den unge pilot.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev