Trafikstyrelsen halverer antallet af piloter indkaldt til ny helbredsundersøgelse

En “gedigen overdrivelse” synes næsten at være en underdrevet beskrivelse af det antal piloter, som Trafikstyrelsen i sidste uge meddelte, skulle have lavet nyt helbredstjek.

»Styrelsen estimerede i første omgang, at ca. 2000 piloter og flyveledere skulle have lavet en ny helbredsundersøgelse. Der viser sig nu at være tale om knap 900 piloter og flyveledere – hvilket er væsentligt færre end oprindeligt forventet,« skriver Trafikstyrelsen i en netop offentliggjort meddelelse.

2000 piloter og flyveledere var ifølge Trafikstyrelsens udmeldinger 8. april 2019 i omegnen af det antal individer, som var berørt af flyvelægeklinikken Doctors.dk’s overtrædelser af gældende regler for periodiske helbredsundersøgelser af piloter.

Mange henvendelser fra piloter

Som vi her på redaktionen tidligere har kunnet fortælle, har Trafikstyrelsen erkendt, at der som følge af behovet for de mange nye helbredsundersøgelser vil opstå et betydeligt pres på flyvelægerne i Danmark.

»Styrelsen får mange henvendelser herom fra piloter og flyveledere og vil forsøge at danne et overblik over de kapacitetsmæssige udfordringer og konsekvenser heraf,« fremgår det af Trafikstyrelsens meddelelse.

I sidste uge henviste styrelsen de berørte piloter, som ikke kan få tid hos flyvelæger i Danmark, til udenlandske flyvelæger.

Trafikstyrelsen oplyser, at man nu er i gang med at gennemgå alle helbredsundersøgelser foretaget af Doctors.dk inden for de seneste 12 måneder op til klinikken blev lukket 5. april 2019.

»Styrelsen undersøger, om der er sket væsentlige lægelige fejl. Hvis styrelsen opdager sådanne konkrete fejl fra klinikken, vil styrelsen umiddelbart inddrage det pågældende certifikat, indtil den pågældende har fået en ny helbredsgodkendelse. Styrelsen forventer umiddelbart efter påske at have et mere præcist overblik over sagerne fra Doctors.dk. Styrelsen vil derefter vurdere situationen og vil meddele nærmere herom.«

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev