På et pressemøde i Stockholm er den norske erhvervsmand Petter Stordalen her til formiddag blevet præsenteret som den nye ejer af Thomas Cook-rejsekoncernen i Norden herunder flyseksabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, der også får nyt navn.
Stordalen har købet Thomas Cook Nordic sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital med en fordeling af ejerdelene på henholdsvis 40, 40 og 20 procent. En ejerfordeling, der med Stordalens egen ord, forener »hjerte med hjerne« og, det skal sikre blandt andet de mange arbejdspladser i koncernen.
2300 jobs på tværs af de nordiske lande står til at være reddet, efter at ejerne af Spies og de andre nordiske afdelinger af Thomas Cook Group gik konkurs 23. september 2019, lyder det fra den nye ejer.
Første nordiske ejer i 25 år
Jagten på nye ejere blev sat ind samme uge konkursen var en realitet.
Der skulle vise sig at være flere interesserede købere i den økonomisk sunde del af Thomas Cook, men det blev Petter Stordalen – som på et pressemøde klokken ti her til formiddag blev modtaget til stående applaus – der overtager Thomas Cook-virksomhederne i Norden gennem selskabet Strawberry Holding AS.
For første gang i 25 år en nordisk majoritetsejer, kunne koncerndirektør Magnus Wikener pointere, kort før sløret for den nye ejer blev løftet.
Jobs reddet, men på hvilke vilkår?
Men spørgsmålet rejser sig, forbliver alt som før for de ansatte?
Selskabet skal igennem en rekonstruktion, fortæller Petter Stordalen, der har stillet sikkerhed for »over 6 milliarder« og med budskabet om »vi vil gennemføre rejser uanset hvad!«
Udadtil fortæller Spies til sine kunder, at forretningen fortsætter og salget ingen indflydelse får på aktuelle og kommende rejser. Det samme gælder flyselskabet, der fremover skal hedde Sunclass Airlines.
»Vi er så glade, at vi har fået nye ejere. Men der er mange detaljer, som endnu skal falde på plads. Dette er en proces, som normalt ville tage halvandet år – vi har klaret det på halvanden måned,« siger kommunikationschef Lisbeth Nedergaard til LUFTFART.nu.
Hun kan ikke give yderligere info på nuværende tidspunkt om, hvad der kommer til at ske med personalets løn- og arbejdsvilkår i forbindelse med den forestående rekonstruktion.