Stort ja til overenskomst hos SAS-leverandør

Med et aldeles overbevisende flertal har FPU-medlemmerne stemt ja til overenskomsten i Regional Jet OÜ, der flyver for SAS på blandt andet indenrigsruterne.

9 ud af 10 FPU-medlemmer i selskabet har stemt ja. Det står således klart, at medlemmerne ser aftalen som en garant for, at der sikres rimelige løn- og arbejdstidsvilkår i selskabet.

Den nu godkendte overenskomst blev forhandlet på plads i et længere forløb mellem FPU og ledelsen i Regional Jet OÜ, og for to uger siden lå resultatet klar til afstemning.

Rimelige vilkår

Det estisk-polske flyselskab Regional Jet OÜ indgik i foråret en aftale med SAS om at overtage produktionen af regionale flyvninger herunder indenrigsflyvninger fra København til Aalborg, Aarhus og Billund fra danske Jet Time.

Da selskabet startede op for SAS i foråret 2017 skrev Berlingske Tidende om de vilkår, der eksisterede i selskabet inden overenskomsten. Her lå lønninger mellem 13.000-20.000 kroner om måneden uden pension og uden løn under sygdom.

»De midlertidige kontrakter lå langt under dansk og nordisk niveau. Heldigvis retter den nye overenskomstaftale gevaldigt op på dette. De ansatte er nu sikret en fair løn, pension og løn under sygdom,« siger Thilde Waast, formand i FPU.

Kædeansvar sikrer forhold

Et andet vigtigt punkt i den nye overenskomst er indførelsen af kædeansvar:

Regional Jet OÜ har ingen ansatte i selskabet. Kabinepersonalet og piloterne er derimod ansat gennem det schweiziske bemandingsselskab PAS Aviation. Den komplekse selskabsstruktur har været en udfordring i forhandlingerne, påpeger FPU’s næstformand:

»Vi har skullet sikre os, at arbejdsgiveren lever op til sit overenskomstmæssige ansvar, selvom strukturen spreder sig over flere lande. Det har vi heldigvis sikret igennem aftalen, og vi er glade for, at medlemmerne tager vel imod den,« siger Thilde Waast.

Kædeansvaret betyder, at Regional Jet OÜ forpligter sig til at uanset, hvilket bemandingsbureau selskabet rekrutterer fra, skal arbejdsforholdene matche den nuværende overenskomst, som gælder for de ansatte i PAS Aviation.

Etårig aftale

Den første overenskomst løber et år og er dermed ikke en del af 1. marts-systemet. Dette hænger sammen med, at både FPU og arbejdsgiver har ønsket at opnå det bedst mulige kendskab til produktionen:

»Vi har forhandlet en etårig overenskomst, fordi både vi og arbejdsgiver på den måde får et år til at få ordentlig viden om, hvordan hverdagen kommer til at fungere hos Nordica. Derefter kan vi justere overenskomsten til gavn for både medarbejdere og arbejdsgiver,« siger Thilde Waast.

Med overenskomsten i hus er næste skridt i organiseringen af Regional Jet OÜ, at der stiftes lokale foreninger for FPU-medlemmerne i selskabet, hvilket skal ske på generalforsamlinger, som medlemmerne bliver indkaldt til.

Regional Jet OÜ skal flyve med i alt fire ATR-turbopropelfly for SAS. Ind til alle fire fly er på plads, har selskabet imidlertid valgt at trække på kapacitet fra moderselskabet, Nordica, hvorfor dele af Regional Jet OÜ’s produktion i september gennemføres med CRJ700 regionale jet-fly.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev