Godt 3.400 kilometer. Det er afstanden på rigsfællesskabets længste flyrute – fra København, Danmark, i syd til Kangerlussuaq, Grønland, i nord. Vil man rejse mellem de to lande, er flyet klart den hurtigste rejseform, ja faktisk den eneste rejseform, for transport ad vandvejen sker alene på charterbasis.
De tre tusinde kilometer tilbagelægges på cirka fire en halv time ombord på Air Greenlands flagskib, Norsaq, en 19 år gammel Airbus A330, der er ene om at betjene helårsruten mellem de to lande.
Hvad man som rejsende næppe fornemmer til fulde, når man læner sig tilbage i et af Norsaqs i alt 278 passagersæder, er det arbejde, som personalet udfører både forud for og under turen.
Du skal tænkte på, vi er eneste direkte forbindelse mellem Grønland og Danmark. Det betyder, at både politikere, erhvervsfolk, turister, patienter og sågar straffefanger kan være blandt vores passagerer. Med andre ord, vi møder mennesker fra alle samfundslag,Julie Wright, cabin crew, Air Greenland
En tur til Grønland og retur igen forudsætter nemlig en besætning på ikke færre end 12 medlemmer. Heraf er to piloter, imens ti mænd og kvinder står for sikkerhed og service i kabinen.
Julie Wright (37) og Naduk Themotheussen (37) er begge kabineansatte og har begge været i faget i mere end ti år. Dagens tur er således som så mange andre, hvis man ser bort fra, at LUFTFART.nu har fået lov til at følge de kabineansattes arbejdsdag.
En døv mås og en hund i lastrummet
»Hej«, »godt at se dig«, »hvordan går det?« og »tak for sidst«.
Det er starten på en arbejdsdag, men også et gensyn mellem kollegaer, der alle kender hinanden, når kabinen samles til morgenbriefing halvanden time forud for afgang.
»På en måde er vi et meget lille hold. For i Air Greenland flyver man enten Airbus’en (udenrigsruten mellem Danmark og Grønland red.) eller Dash (indenrigs red.). Og med 34 ansatte på Airbus’en, hvoraf ti er på vagt sammen hver gang, lærer vi hinanden at kende ret godt,« forklarer Julie Wright og tilføjer:
»Men dette er også ret atypisk, for der er ikke mange selskaber, hvor du kun arbejder på et fly på en enkelt rute. Det er nok sådan, at enten trives du med det, eller så bliver du vanvittig af, at det hver gang er samme fly, rute og mennesker, du arbejder med.«
Vi har i dag en døv mås og to um’er samt en hund i lastrummet.Hege, purser på dagens flyvning
Morgenbriefingen foregår i Air Greenlands crewrum, der ligger oppe under loftet i Terminal 2 i Københavns Lufthavn, med kig til check-in-området, hvor passagererne står i kø for at tjekke ind på flyet til Kangerlussuaq.
Det er purseren (kabinechefen), Hege, som står for morgenmødet. Formålet med mødet er, at alle ved, hvilke passagerer og eventuelt hvilket særligt gods, der er med på turen.
»Vi har i dag en døv mås og to um’er samt en hund i lastrummet,« forklarer purseren, mens Julie, Naduk og kollegaerne koncentreret noterer instrukserne.
Mens kodesproget giver klokkeklar mening for mødets deltagere, kræver det imidlertid en forklaring for udenforstående. Den kortfattede jargon er nøglen i effektiv kommunikation og beskriver i dette tilfælde forskellige passagerer, som personalet skal være særligt opmærksomme på.
En ”mås” er således en passager med ledsager-behov, hvoraf ”mås” udledes af den engelske forkortelse af ”meet and assist” altså ”maas”, imens en um’er mere logisk dækker over en ”unaccompanied minor”.
Alt skal med hjemmefra
Det er også på morgenmødet, at posterne på dagens flyvning fordeles. Hver post knytter sig til en nødudgang, samt en række opgaver, som det enkelte medlem af kabinen har ansvar for.
Julie har på dagens flyvning ansvar for den bagerste nødudgang i venstre side. Med den følger også ansvaret for at sikre, at cateringselskabet har leveret det bestilte antal måltider til passagererne.
»Hos Air Greenland er alt inkluderet i billetten. Du får både mad og drikke. Derfor er det også særligt vigtigt, at vi ikke kommer afsted med et underskud af mad og drikke,« fortæller Julie, mens hun iført et par lange handsker hiver bakkerne med varme retter ud af ovnen for at tælle dem.
Sandheden er nok, at vi simpelthen har serveret og spist færdigmad, som flymad nu engang er, for ofte, til at det ligefrem får mundvandet til at løbe. Derfor har de fleste af os madpakke med.Julies kollega
»Vores kunder går meget op i, hvordan vi gør vores arbejde. Dels har billetten en pris, som gør, folk forventer et vist serviceniveau, og dels er der mange, som rejser ofte med os og derfor lægger mærke til, når vi gør noget på en anden måde, eller hvis madkonceptet ændrer sig,« fortsætter hun, mens hun noterer resultatet af optællingen på blokken, der ligger på det smalle køkkenbord.
Duften fra de lune anretninger spreder sig i køkkenet, men efter ti år med færdigmad er det ikke fordi, man står og bliver småsulten i duften af varm mad, der spreder sig i det trange køkken:
»Sandheden er nok, at vi simpelthen har serveret og spist færdigmad, som flymad nu engang er, for ofte, til at det ligefrem får mundvandet til at løbe. Derfor har de fleste af os madpakke med,« siger en kollega, der er kommet ned i køkkenet for en kort kaffepause inden afgang.
»Det stemmer. 220 anretninger. Og så skal vi se på returmaden. Den står på køl,« konkluderer Julie og snurrer en halv omgang for at åbne skabslågerne i køkkenets modsatte side.
Som konditor skal du have styr på dine ingredienser, og rækkefølgen de blandes i. Den samme ordentlighed gælder her, og det kan jeg godt lide. Naduk Themotheussen, cabin crew, Air Greenland
Når flyet tager afsted fra København, hvor Air Greenland har base for selskabets udenrigsrute mellem Grønland og Danmark, er flyet af praktiske årsager lastet med catering til både ud og hjemturen.
Velkomst på modersmål
Fremme ved flyets næst-forreste dør står Naduk klar til at byde velkommen ombord til de første passagerer. Med to midtergange gælder det om at få guidet passagererne ned ad den rigtige korridor og rette side, for at ombordstigningen ikke stopper til.
»Jeg taler både dansk og grønlandsk. Det er en fordel, for selvom langt de fleste taler dansk, er det nu rart at møde passagererne på deres modersmål. At jeg taler grønlandsk betyder eksempelvis også, at jeg står for at annoncere i højtalerne ombord. Først grønlandsk. Så dansk og til slut engelsk,« forklarer Naduk, der har fløjet med Air Greenland i ti år.
»Jeg skulle egentlig bare have været her en enkel sommer, men nu har jeg allerede været her i ti gode år,« tilføjer hun.
Naduk er oprindelig uddannet konditor, og selvom der ikke er meget kagebagning over kabinearbejdet, er der dog en sammenhæng mellem de to fag, som Naduk finder særligt motiverende.
Ofte handler det om en venlig bemærkning, eller hvis det er en passager, der rejser ofte med os, at vi bare serverer det, som vi ved han eller hun plejer at få. De fleste bliver glade, når de føler sig lagt mærke til.Rita Skifte, cabin crew, Air Greenland
»Som konditor skal du have styr på dine ingredienser, og rækkefølgen de blandes i. Den samme ordentlighed gælder her, og det kan jeg godt lide,« siger hun og tilføjer:
»Alt er kaos, hvis ikke alt har faste pladser, og du ikke har styr på, hvor alt er. I løbet af en tur skal vi både servere drinks, mad, kaffe, sælge taxfree og derindimellem rydde af. Forestil dig hvilket kaos det ville være ombord, hvis ikke alt var i pinlig orden.«
Sport i at få smilet frem
Når man byder velkommen har man som stewardesse eller steward få sekunder til at læse passageren. Det er nemlig en usynlig del af velkomsten at afkode, hvordan passagererne har det. Om de er syge, urolige eller eventuelt er påvirket af alkohol.
Men velkomsten er også en mulighed for at spotte, hvilke passagerer, der måske har brug for lidt ekstra opmærksomhed, forklarer Rita Skifte, der også er stewardesse i Air Greenland, men på selskabets indenrigsruter.
»For mig kan der næsten gå sport i at afkode, hvilke passagerer, der måske har fået det forkerte ben ud af sengen, og så få dem til at smile eller ligefrem være glade, når vi hilser farvel efter landing,« forklarer hun og tilføjer:
»Ofte handler det om en venlig bemærkning, eller hvis det er en passager, der rejser ofte med os, at vi bare serverer det, som vi ved han eller hun plejer at få. De fleste bliver glade, når de føler sig lagt mærke til.«
De grønlandske indenrigsruter betjenes med små 37-sæders Dash-fly. Som stewardesse på Dash-flåden er man alene om at servicere de op til 37 passagerer. Bortset fra de korteste flyvninger på 20 minutter skal der både ryddes frem, serveres kaffe, te, chokolade og ryddes af igen.
»Det kræver disciplin,« påpeger Rita Skifte.
Vi er jo de eneste, der flyver ruten, så det er ikke muligt bare at ombooke folk. Derfor venter vi. Og derfor har vi også en taske med, med et sæt skiftetøj, for ventetiden kan blive lang.Julie Wright, cabin crew, Air Greenland
Men ligesom på Airbus’en er det først og fremmest sikkerheden, som er grunden til, at Rita er med ombord. Særligt for Dash-flåden er kabinepersonalet skolet i at håndtere en nødlanding på indlandsisen. De små fly er pakket med et ”polar suite”, indeholdende blandt andet telte, førstehjælpsudstyr og tæpper. Overlevelse på indlandsisen handler først og fremmest om at holde sig varm, formaner den erfarne stewardesse, der har fløjet i næsten 25 år.
Venter på hinanden
Hvert år rejser godt 100.000 passagerer med Air Greenland på ruten til og fra København. Langt de fleste rejser videre med indenrigsfly. Grønland er svært fremkommelig, og fly er et nødvendigt onde, hvis man vil rundt i landet.
De mange rejsende med tilslutningsfly betyder også, at Naduk, Julie og resten af besætningen på Airbus’en kan få en markant længere vagt end ventet. Vejret i Grønland er omskifteligt, og hvis flere af indenrigsflyene er forsinkede udsættes afgangen til København.
»Vi er jo de eneste, der flyver ruten, så det er ikke muligt bare at ombooke folk. Derfor venter vi. Og derfor har vi også en taske med, med et sæt skiftetøj, for ventetiden kan blive lang,« forklarer Julie, der fra sin post bagerst i kabinen er ved at sikre, at alt er forsvarligt lukket og gjort fast klar til takeoff.
Imens sørger den øvrige besætning for, at passagererne har spændt deres sikkerhedsbælter, at bordene er foldet sammen, stoleryggen er slået op, vinduesskodderne er åbne og alt bagage er placeret under sædet eller i bagagehylden. Alt sammen ufravigelige rutiner, der kan udmønte sig i en skarp bemærkning, hvis man som passagerer ikke retter ind. For sikkerheden er hævet over alt.
Mens sikkerhedsbælterne har samme formål som sikkerhedsselen i en bil, skal vinduerne være åbne, så kabinepersonalet let kan orientere sig om omgivelserne i tilfælde af, at flyet skal evakueres.
Arbejdsmiljømæssigt er det langt bedre at gå i nogle flade sko. I løbet af en tur er det ikke unormalt, vi når at tage 10.000 skridtJulie Wright, cabin crew, Air Greenland
Foranstaltningerne omkring borde, stole og bagage har alle til formål, at flyet skal kunne evakueres hurtigt i en nødsituation. For et fly som Norsaq skal de 278 passagerer kunne evakueres via halvdelen af flyets otte døre på blot 90 sekunder, hvilket selvsagt ikke tillader plads til forhindringer.
Således handler alt sikkerhedsarbejdet ombord om forebyggelse. Men hvert år bliver alle faremomenter gjort helt konkrete, forklarer Julie:
»Vi testes en gang årligt i vores færdigheder inden for sikkerhed ombord. Vi prøves i alt fra brandslukning til udløsning af nødslidsker til hjertelungeredning og nødåbning af døre. Og så skal vi kunne svømme 200 meter med tøj på,« forklarer hun.
10.000 skridt på en tur i luften
Nogle minutter efter start bliver lampen, der indikerer, at sikkerhedsbælterne skal være spændt, slukket. For kabinepersonalet er det startskuddet til at påbegynde forberedelserne med drinkservering og siden mad.
For den kvindelige del af kabinebesætningen er der dog et vigtigt skift i påklædning først. De høje hæle skiftes ud med langt mere praktiske sko.
»Arbejdsmiljømæssigt er det langt bedre at gå i nogle flade sko. I løbet af en tur er det ikke unormalt, vi når at tage 10.000 skridt,« forklarer Julie og tilføjer:
»Generelt er jobbet fysisk krævende, så det gælder om, at arbejdsmiljøet er i orden. Vi foretager mange løft og rækker ud, fordi pladsen er trang. Dertil gør den tynde luft, at arbejdet hurtigere føles anstrengende.«
Julie blev stewardesse efter at have arbejdet i lufthavnen i en nogle år. Hun peger selv på, at hun ret naturligt var endt der, eftersom hun er ud af en luftfartsfamilie, og på et tidspunkt opstod lysten til at se, hvad der sker, når dørene til flyet lukkes.
Her har hun nu arbejdet med Air Greenland siden 2006, hvor hun har arbejdet ombord på samme fly, på den samme rute og for mange af kollegaernes vedkommende med de samme mennesker gennem 11,5 år. Som udenforstående fristes man derfor til at spørge, hvad der holder motivationen oppe i en stilling, der udgiver sig for at være forholdsvis rutinepræget?
»Du skal tænkte på, vi er eneste direkte forbindelse mellem Grønland og Danmark. Det betyder, at både politikere, erhvervsfolk, turister, patienter og sågar straffefanger kan være blandt vores passagerer. Med andre ord, vi møder mennesker fra alle samfundslag,« forklarer hun og tilføjer:
»Det, synes jeg personligt, er meget spændende i det her job. Og så trives jeg i et miljø, hvor man kender sine kollegaer så godt, som vi gør her i Air Greenland.«