Luftfartsselskabet SAS oplyser, at selskabet har besluttet at bestille yderligere 50 fly af typen A320neo.
Med den nye ordre ekspanderes SAS’ samlede A320neo-flåde til samlet 80 fly i 2023. Til den tid er det planen, at SAS’ mellemdistanceflåde kun skal bestå af en flytype i takt med at de nye fly skal erstatte ældre flytyper i SAS-flåden.
»Ved at bestille 50 nye Airbus A320neo fly får vi tilgang til markedets mest effektive fly og kan yderligere effektivisere vores virksomhed og blive ved med at nedbringe vores klimaudslip,« siger Rickard Gustafson, koncerndirektør i SAS, i en meddelelse.
Første fly leveres i foråret 2019.
Besparelser giver adgang til investering
15 af de 50 nye fly lejes af leasingbureauer, imens 35 fly bestilles direkte hos Airbus, hvor den samlede listepris beløber sig til lidt under 4 milliarder dollar, svarende til omtrent 24 milliarder danske kroner.
Flyene vil blive finansieret gennem en kombination af finansleaser, salg og tilbage-leje samt egen genererede pengestrømme.
Investeringen i de nye fly er i følge SAS muliggjort gennem det seneste års investeringer i tilbuddet til kunderne samt effektiviseringer, som har bidraget til SAS’ forbedrede lønsomhed. SAS arbejder nu med effektiviseringer til 3 milliarder svenske kroner, svarende til godt 2 milliarder danske kroner, frem til 2020.
Kun en type fly i flåden
Den store ordre skal bane vejen for at etablere en såkaldt enhedsflåde af mellemdistancefly i SAS bestående udelukkende af Airbus-fly.
SAS har siden 2012 arbejdet med at harmonisere og forenkle flyflåden. I dag har SAS to flytyper i trafik på mellemdistanceruterne i Europa, Airbus A320 samt Boeing 737, hvor SAS havde seks forskellige i 2012.
I takt med leveringen af de nye A320neo vil SAS udfase Boeing 737 og eksisterende Airbus A320-fly, som selskabet benytter på mellemdistanceruterne i dag.
Nye fly reducerer brændstofforbruget
SAS opererer allerede i dag 17 fly af typen A320neo fra en tidligere ordre på 30 fly.
En enhedsflåde kommer til at lede til øget fleksibilitet og muliggøre yderligere forenklinger og effektiviseringer i produktionen, oplyser selskabet.
Ved at koncentrere Europa-produktionen om en enkelt flytype reducerer SAS videre omkostningerne til vedligehold og træning.
Airbus A320neo er en videreudvikling af Airbus A320-familien. Den nye generation udmærker sig ved et lavere brændstofforbrug, som i sidste ende skal lette omkostningerne for SAS. Ifølge selskabet har Airbus A320neo et 15-20% lavere forbrug af brændstof per sædekilometer end de fly, som bliver udfaset.