Q&A med FPUs næstformand: Vi skaber et stærkt fællesskab mellem piloter og kabineansatte

FPU har i mere end 50 år arbejdet for et tæt samarbejde mellem kabineansatte og piloter. I denne Q&A fortæller FPU-næstformand Anders Mark Jensen om, hvordan overenskomstforhandlinger, masterclasses og en sommerfest er med til at knytte bånd mellem de to faggrupper.  

Hvordan vil du karakterisere FPUs arbejde med at skabe et godt forhold mellem piloter og kabineansatte?

FPU har som de eneste arbejdet aktivt for et godt samarbejde mellem piloter og kabineansatte i mere end 50 år. Jeg ser i min dagligdag tydeligt, hvordan den tilgang bærer frugt. I flere af selskaberne mødes formændene for de lokale pilot- og kabineforeninger ofte for at tale om de fælles udfordringer, der er på arbejdspladsen. Selvom de repræsenterer to forskellige faggrupper, så påvirker forsinkelser, schedulering og arbejdsmiljø dem alle. De står stærkt, når de står sammen.

Har det nogen betydning for overenskomstforhandlinger, at pilot- og kabineforeninger er organiseret i den samme fagforening?

Flere steder forhandler vi overenskomsterne sammen. Det vi gjort i BRA, og vi gjorde det også i Xfly, da det eksisterede. Det er frivilligt, om foreningerne ønsker det, men vi vil gerne skabe en platform, hvor det er muligt. Vi har set rigtig gode resultater på den måde, og som næstformand har jeg glædet mig over at se, hvordan pilot- og kabineformændene har støttet hinanden. Vi har taget disse traditioner med til FPU Romania, hvor det er lykkedes os at få overenskomst for Ryanair-ansatte i Rumænien. Her forhandler kabinen og piloterne også deres overenskomster sammen.

Selvom man ikke forhandler sammen, så betyder opbakningen fra kolleger meget. Norwegians ⁠pilotforening har givet massiv støtte til de kabineansattes forhandlinger med Norwegian. Det gør en kæmpe forskel med offentlig støtte.

Hvilke muligheder giver FPU for, at piloter og kabineansatte kan mødes?

⁠Vi afholder for eksempel seminarer mellem kabinen og piloterne for at styrke deres interne samarbejde. Det har vi senest gjort med vores pilot- og kabineforening i CityJet. I FPUs hovedbestyrelse er både piloter og kabineansatte repræsenteret og har mulighed for at diskutere branchens udfordringer i et fortroligt forum. Derudover tilbyder vi en lang række masterclasses, hvor FPU-medlemmer kan deltage og mødes på tværs af selskaber. I foråret holder vi for eksempel FTL-kurser for medlemmerne, og så har vi en lang række særlige tilbud til tillidsrepræsentanter, så de er godt klædt på til det store arbejde de gør. Det er masterclasses i organisering og forhandling samt et introkursus, hvis man er ny. Og sidste år holdt vi for første gang en sommerfest for tillidsvalgte. Det var en stor succes, at folk kunne mødes i afslappede rammer til en øl og hotdogs og tale på tværs af selskaber.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev