I CityJet er fællesskabet mellem cockpit og kabine blevet stærkere. Det fortæller formand for pilotforeningen CPU, Peter Hjort. Han anbefaler andre pilot- og kabineforeninger at øge samarbejdet på tværs af faggrupper.
CityJet har siden maj været under examinership. Hvordan har pilotforeningen CPU samarbejdet med kabinen i den periode?
Vi har prioriteret at holde tæt kontakt med kabineforeningen CCU, og på Whatsapp har vi oprettet en gruppe, hvor formænd og næstformænd hurtigt kan skrive og koordinere med hinanden.
Det har handlet om at finde fælles fodslag og spørge hinanden ”Oplever I også det her?” og ”Skal vi gå sammen om det her?”.
Krisen har styrket vores samarbejde, og nu planlægger vi at holde generalforsamlinger på samme tid og sted. Ikke i samme lokale, men vi gør det for at understrege den samhørighed, der er mellem vores to foreninger.
Og så er planen også, at vi bagefter skal samles til noget socialt hygge på mere uformel vis end på vores arbejde i flyet, hvor både cockpit og kabine kan lære hinanden endnu bedre at kende.
Hvordan kan du mærke, at jeres to faggrupper er kommet hinanden nærmere?
I pilotgruppen har vi nu et langt bedre billede af, hvad der er vigtigt for kabinen og hvilke problemstillinger, de har.
Lasse Holm Hansen, der er formand for CCU, har gjort et enormt stykke arbejde for at holde os opdateret om, hvad der rører sig i kabinen. Samarbejdet er konstruktivt og bygger på tillid og åbenhed. Det er et superfriskt pust.
Når vi møder på arbejdet, opleves kommunikationen med kabinen nu bedre, og vi ved, hvad de ønsker og bekymrer sig om. Vi står simpelthen bare tættere – både kollegialt og fagligt. Det er vi i pilotforeningen meget glade for.
Vil du anbefale andre pilot- og kabineforeninger at arbejdere tættere sammen?
Helt klart. Det virker.
Når vi i dialog med ledelsen taler med fælles stemme, er det mere effektivt. Jo flere vi er sammen om at ønske ændringer, desto mere vægt er der bag det ønske.
Det er vores klare opfattelse, at når begge foreninger vil det samme og viser det overfor ledelsen i CityJet, lytter selskabet bedre efter.