Pilotformand i Norwegian om kabinens overenskomstforhandlinger: ”NCUD gør et stort stykke arbejde”

Norwegians kabineforening NCUD forhandler i øjeblikket overenskomst. I denne Q&A fortæller pilotformand i NPUD Christian von d’Ahé om samarbejdet mellem kabine og cockpit, fælles interesser for de to foreninger og Norwegians rekordsommer.

Hvad tænker du om kabinens igangværende overenskomstforhandlinger?

    Jeg tror og håber, at NCUD får forhandlet en god aftale igennem, som deres medlemmer bliver tilfredse med. Det fortjener de.

    Det handler i bund og grund om at værne om ordentlige arbejdsforhold i Danmark, og her har vi en fælles interesse i, at billetindtægter i danske kroner fører til danske arbejdspladser med løn i samme valuta.

    Hvordan er samarbejdet med jeres kabinekollegaer i NCUD?

    Tidligere har vi hver især haft for meget fokus på vores egen andedam.

    Men det har vi lært af, og i dag er samarbejdet mellem vores to foreninger solidt og bygger på respekt og tillid.

    Her til november holder NPUD og NCUD seminar sammen, og jeg glæder mig til, at vores to foreninger kan styrke det allerede gode samarbejde endnu mere. Vi har meget at vinde ved at stå sammen om at skabe forbedringer.

    Hvorfor er det vigtigt, at piloter og kabine i Norwegian står sammen?

      Vi deler den samme arbejdsplads og har mange områder, hvor vores interesser falder sammen. Blandt andet når det kommer til at sikre, at vores danske arbejdspladser og de vilkår, vi har forhandlet på plads, også består i fremtiden.

      I Baltikum [Norwegians nye Riga-base, red.] er der etableret helt andre vilkår, som er tilpasset deres marked. Billetindtægter i Danmark bør gå hånd i hånd med danske lønninger.

      Norwegian har haft en rekordsommer – både når det kommer til passagerantal og punktlighed. Bør det afspejles i overenskomsterne?

        Det er i gode tider, at selskabet har mulighed for at forbedre vilkårene for sine ansatte. Både cockpittet og kabinen spiller en central rolle i den vækst, selskabet har haft.

        Derfor er jeg også glad for, at CEO Geir Karlsen roser personalet og anerkender vores hårde arbejde i Norwegians pressemeddelelser om passagerfremgang og punktlighed.

        Hvordan ville du beskrive NCUDs bestyrelse?

          Der findes meget hjerte, energi og vilje i NCUDs bestyrelse.  

          Det er tydeligt, at de gør et stort stykke arbejde for at sikre deres medlemmer ordentlige arbejdsforhold.

          Vi hepper på jer!

          Fagbladet Luftfart
          Få nyheder om flyvebranchen på mail.
          Nyhedsbrev