Ny SAS-investor specialiserer sig i selskaber, der næsten er gået konkurs: Her er hvad vi ved

SAS har sikret sig et lån på fem milliarder fra en amerikansk kapitalfond, der har specialiseret sig i luftfart og selskaber på randen af konkurs. Investeringen giver ro til SAS’ ledelse, men ikke nødvendigvis for SAS’ medarbejdere, lyder det fra ekspert.

Den amerikanske kapitalfond Apollo Management Group vil låne 5,1 mia. kroner til SAS, og SAS har dermed sikret sig den nødvendige kapitalindsprøjtning til at komme videre i konkursbeskyttelsesprocessen.

Apollo Mangament Group er ikke et kendt navn i Skandinavien, men kapitalfonden har en forbindelse til SAS’ topchef Anko van der Werff. Han var nemlig topledelsesmedlem i det mexicanske flyselskab Aeroméxico, som Apollo sidste år gik ind som medejer af efter en redningsproces i stil med SAS’. Det skriver Børsen.

”Hos Apollo har vi et væld af erfaring inden for kommerciel luftfart og støtter fuldt ud den omfattende SAS Forward-plan såvel som målene om at rekapitalisere selskabet, når det kommer ud af Chapter 11-processen,” lyder det i en pressemeddelelse fra Apollo Management Group, der forvalter værdier for over 500 milliarder dollars.

Har investeret i Air France og cargoflyvning

Apollo Management Group blev grundlagt i 1990, og kapitalfonden investerer i et bredt spektrum af industrier herunder IT, medier, butikskæder og gamblingselskaber.

De begyndte for omkring 10 år siden målrettet at investere i flybranchen. Apollo ejer blandt andet investerings- og leasingselskabet, Merx Aviation, der har 208 fly, hovedkvarter i New York og Dublin og en værdi af 6 mia. dollars.

Noget tyder på, at Apollo Management Group er særdeles aktive i flyindustrien for tiden. I juli investerede de 500 millioner euro i et Air France-underselskab, der leverer motordele til selskabets vedligeholdelsesafdeling. Det gør blandt andet, at Air France kan tilbagebetale noget af den corona-støtte, som selskabet fik fra den franske stat.

I begyndelsen af august annoncerede Apollo, at det vil købe det amerikanske cargoselskab, Atlas Air, som servicerer blandt andet Boeing og FedEx. Handlen forventes færdiggjort i slutningen af 2022 eller i begyndelsen af 2023.

Apollo ser ikke noget særligt i SAS som selskab, lyder det fra Sydbanks luftfartsanalytiker Jacob Pedersen, men Apollo er en afkastorienteret fond, som har en forventning om, at SAS kan blive et selskab, der tjener penge igen.

”Den del af Apollo Management Group, som investerer i SAS, har specialiseret sig i at lave lån til selskaber, der næsten er gået konkurs. De har nogle specielle kompetencer inden for luftfart og kender til markedet og ved, hvordan man strukturerer et lån med alle de faldgruber, der kan være som investor. Det er ikke et almindeligt lån. Det er på nogle helt specielle vilkår,” siger Jacob Pedersen.

Bliver et dyrt lån for SAS

Lånet betyder blandt andet, at SAS må betale en rente på over 11 procent, og i aftalen er der gebyrer på over 400 millioner kroner ifølge Sydbank.

”Det er dyrt at være fattig, så SAS må lukke nye ejere ind til lavpris. Apollo køber SAS, mens det er billigt, og så håber de, at SAS kan tjene penge, og at aktiekursen stiger,” siger Jacob Pedersen.

”Apollo låner SAS 5 mia. på et tidspunkt, hvor man ikke ved, om selskabet kan overleve. Det tager de sig godt betalt for. De skal have 23,2 procent i afkast, hvis ikke de bliver storaktionærer. Når man løber så stor en risiko, skal man have noget sikkerhed, hvis konkursbeskyttelsen ender med konkurs. Derfor får Apollo sikkerhed i alt, hvad SAS ejer og har. Motorer og fly, der ikke er belånt, og slots i Heathrow.”

Bliver ikke nemmere at være ansat i SAS

Investeringen betyder, at SAS ikke på samme måde skal ud og jagte investorer, og at ledelsen kan få arbejdsro, men til gengæld forventer Jacob Pedersen ikke, at det bliver nemmere at være ansat i SAS.

”Ledelsen har nu pengene til at komme udover rampen og videre i SAS Forward. Det her er et startskud til, at SAS kan begynde at forhandle gæld ned. Det giver ikke mere ro hos de kabineansatte og andre medarbejdere, at de nu skal gennem en proces, der minder om piloternes. Måske tværtimod, for man kan ikke skabe ro i selskab, der er under konkursbeskyttelse,” siger Jacob Pedersen.

Jacob Pedersen forventer ikke, at Apollo Management Group vil være storaktionærer i SAS om 5-10 år. Apollo ser en mulighed for at lave afkast ved at være involveret i SAS’ rekonstruktion, og de forventer at få aktiekursgevinst som storinvestor, hvorefter de efter en periode vil de sælge de aktier til nogle andre.

Den danske stat og Apollo kan få aktiemajoritet

Den danske stat annoncerede på et pressemøde i juni, at den danske stat er villig til at øge sit ejerskab af SAS, så det kommer op mod 30 procent fra de nuværende 21,8 procent. Det tyder dermed på, at den danske stat og Apollo kommer til at sidde med over halvtreds procent af ejerskabet.

Ifølge Børsen er det ikke nødvendigvis en ønskesituation for den danske stat.

”Udsigten til, at en stor del af SAS måske ender i hænderne på det kapitalstærke, amerikanske finanshus Apollo Global Management lyder som en ond drøm for både en dansk finansminister og de fagforeninger, der kræver respekt for “den skandinaviske model” og er villige til at strejke for det. Det kan godt blive en varm kartoffel, også i en snarlig valgkamp,” lyder det i en vurdering fra Børsens luftfartsjournalist Erik Eisenberg.

Jacob Pedersen hæfter sig ved, at den danske stat har nogle helt særlige grunde til at holde live i SAS, og at det derfor bliver interessant at se, om de grunde flugter med Apollos ønsker.

”Den danske stat har ét stort formål, og det er at bevare arbejdspladser og have Københavns Lufthavn som knudepunkt, men staten kan ikke sidde enerådende. Apollo bliver formentlig storaktionær. Hvis alt går efter planen, og SAS leverer, er mit bedste bud, at Apollo vil tage omkring 30 procent. Den danske stat og Apollo vil skulle danse tæt kinddans for at finde de rigtige løsninger,” siger Jacob Pedersen.

”Det er en stor fond, der lever af at tjene penge og tage store risici. De skal arbejde med danske politikere, og så må vi se om de kan blive enige om aktionærbetingelserne. Det kommer an på, om Apollo går ind med intentionen om at lave kæmpe forandringer og vil pille Københavns Lufthavn fra hinanden. Der kan komme nogle spændende ting i det samarbejde,” siger Jacob Pedersen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev