Ny kabinebestyrelse i Norwegian: Vi vil omfavne forskelle i stor og international medlemsgruppe

Norwegians kabineansatte på basen i København har fået ny bestyrelse. Bestyrelsen vil fokusere på at tilgodese forskellige ønsker i en meget bred medlemsskare og være synlige for medlemmerne, lyder det fra foreningens formand og næstformand.

Én af de vigtigste opgaver for den nyvalgte bestyrelse for Norwegians kabinegruppe vil være at omfavne forskellene og forsøge at inkludere så mange ønsker som muligt fra den store kabinegruppe.

Der arbejder omkring 400 kabineansatte på basen i København, og cirka 70 procent af de kabineansatte er bosat i Sverige.

”Som ny bestyrelse vil vi gerne se fremad og gøre tingene på en ny måde. Vi skal fange dem, der endnu ikke er medlemmer, og vi skal tilgodese de mange forskellige ønsker, der er i vores store medlemsgruppe,” siger Anders Kyhl, der fortsætter som formand.

Anders Kyhl fortæller, at bestyrelsen for eksempel vil have stor fokus på, at internationale stemmer bliver hørt. Han nævner som eksempler, at medlemsmøder i Sverige og medlemsundersøgelser kan være værktøjer til, at flere medlemmer kommer med input.

”Sammen skal vi finde ud af, hvordan vi håndterer en stor medlemsskare. Der er ofte forskellige tilgange til at være en del af en fagforening, og mange internationale tror, at de har en større lovmæssig beskyttelse i Danmark, end vi har. Der er ikke meget lovgivning, der beskytter den ansatte. Derfor er det så vigtigt, at vi fortsætter traditionen for at organisere os,” siger Anders Kyhl.  

Vil tilgodese forskellige hensyn

Den nyvalgte bestyrelse består af fem medlemmer. To er bosat i Sverige, og to er valgt til bestyrelsen for første gang.

Én af de nye bestyrelsesmedlemmer er den nye næstformand, Diana Sindhøj. Hun har arbejdet i Norwegian siden 2010 og fortæller, at bestyrelsen også vil arbejde for at tilgodese, at medlemmerne har forskellige ønsker, fordi de aldersmæssigt er forskellige steder i livet.

”Vi er en masse ”gamle,” der har været i Norwegian i mange år, men efter pandemien er Norwegian vokset med eksplosionskraft, hvilket er fantastisk. Det har også gjort, at der er mange unge ansatte. Det kan i forhandlingerne give et stort skel i, om folk ønsker sig lønforhøjelse eller worklife-balance. Jeg vil meget gerne være med til at bygge en bro mellem de to, så vi kan gøre skellet mindre,” siger Diana Sindhøj.

Norwegian Cabin Union Denmarks nye bestyrelse

Anders Kyhl (formand)

Diana Sindhøj (næstformand)

Mette Olesen (Bestyrelsesmedlem)    

Bente Suré Dahlstrøm (Bestyrelsesmedlem)             

Marianne Weinrech Busk (Kasserer)

Diana Sindhøj mener også, at de kabineansatte på Norwegian-basen i København bør få konkret anerkendelse for deres arbejde.

”Mine tanker er, at københavnsbasen er vældig overset i Norwegian-koncernen. Vi arbejder mest af alle besætningsmedlemmer i koncernen, og jeg synes, at det bliver taget lidt for givet af firmaet. Der vil jeg gerne kæmpe for, at vi får markeret os som en af de bærende kræfter,” siger Diana Sindhøj.

Bestyrelse vil være synlig i crew-rum

Den nye bestyrelse vil også forsøge at være mere synlige for medlemmerne, så de ved, hvor de skal henvende sig, og så de føler, at de er en del af en samlet gruppe.

”Vi ønsker at være mere end en lokalforening, der varetager en overenskomst. Vi vil være et fællesskab, hvor medlemmer kan få et socialt og professionelt netværk. Vi vil være synlige som bestyrelse og lægge en konkret plan for, hvordan vi kan samle og varetage medlemmernes interesser så bredt som muligt,” siger Anders Kyhl.

Diana Sindhøj fortæller, at en del af bestyrelsens tiltag vil være, at de vil være meget synlige i crewrummet på office-dage.

”Folk skal kunne komme og få en snak, stille spørgsmål, komme af med frustrationer og komme med gode forslag til de næste forhandlinger. I stedet for at kommunikationen bliver på mail, vil vi meget gerne gøre det lidt mere personligt,” siger Diana Sindhøj.

”Med så mange medlemmer skal vi finde det bedste kompromis. Alle skal kunne se sig selv i de aftaler, der bliver lavet. Man kan ikke være enig i alting, men hvis man kan være enig i hovedparten, er vi nået et godt skridt på vejen,” siger Diana Sindhøj.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev