European Pride in Aviation Network skal være en mulighed for LGBTQIA+-personer inden for luftfart at mødes på tværs af landegrænser. Samtidig vil de yde rådgivning til virksomheder inden for flyindustrien om, hvordan de bedst kan skabe et inkluderende miljø.
Mens der i USA i over 30 år har været en organisation for homoseksuelle inden for luftfart, er det først inden for de seneste år, at en lignende pendant er opstået i Europa.
European Pride in Aviation Network (EPAN) arbejder for inklusion og lighed for LGBTQIA+-personer i hele den europæiske luftfartsindustri og åbnede op for medlemmer i begyndelsen af 2023.
”Vores fokus er primært rettet mod LGBTQIA+-fællesskabet. Samtidig prøver vi også at motivere allierede på sidelinjen til at bakke op og sige fra, hvis de er vidner til diskrimination. Vi arrangerer blandt andet sociale arrangementer, vi har mentor-programmer og programmer, der fremmer mental sundhed,” siger EPANs formand, Zac Brown.
Zac Brown er selv pilot for DHL i Tyskland, og han har været med til at grundlægge EPAN, der i øjeblikket har lidt over 700 medlemmer på tværs af Europa. Medlemmerne tæller både piloter og kabineansatte samt de mange luftfartsansatte på jorden som for eksempel mekanikere og flyveledere.
For nyligt lancerede EPAN også et erhvervsmedlemskab, hvor virksomheder inden for flyindustrien kan få adgang til et netværk og rundbordssamtaler.
”Da vi talte med virksomhederne, havde de samme mål, men nogle var bedre end andre til at arbejde hen imod det, og vi tænkte, at vi burde dele vores viden. Normalt ville virksomhederne være konkurrenter og ikke tale med hinanden om interne politikker, men når det kommer til mangfoldighed og inklusion, har alle samme mål. Vi arbejder nu direkte sammen med virksomhederne og giver dem vejledning,” siger Zac Brown, der fortæller, at flyselskaber blandt andet har bedt EPAN om hjælp til at ændre uniformsreglement for at gøre det mere kønsneutralt og at skabe politikker for inklusion af transkønnede.
Ansatte i DAT fik sparring fra EPAN til uniformsreglement
Et af EPANs medlemmer er den danske pilot Poul Hermann, der er pilot i DAT. Han har allerede haft glæde af at være medlem af organisationen. Han har deltaget i sociale events og foredrag, men har også haft et konkret sted at henvende sig, da han selv oplevede udfordringer i sit selskab.
Han fortæller, at de i DAT for to år siden fik et nyt uniformsreglement fra DATs litauiske operationsafdeling.
”Det lignede noget, man kunne have indført i 1900-tallet med firkantede og særskilte retningslinjer for kvinder og mænd om skæg og makeup. Der fik jeg en dårlig smag i munden,” siger Poul Hermann, der henvendte sig til EPAN.
EPAN kunne bidrage med inspiration og sparring til, hvordan man kunne agere i sådan en situation. De kunne også fortælle, at EPAN i øjeblikket var i dialog med andre selskaber, som omvendt var i gang med at forsøge at gøre deres uniformsreglement mere inkluderende.
Sammen med nogle piloter og kabineforeningen gik Poul Hermann til DAT og sagde, at de nye regler ikke var passende. Ledelsen i DAT lyttede til kritikken og nedsatte derefter en arbejdsgruppe og endte med at trække reglementet tilbage igen.
”I vinters fik vi så på den baggrund et nyt meget mere inkluderende uniformreglement, der er kønsneutralt, så EPAN er et netværk, man kan bruge til at sparre med om arbejdsvilkår og få støtte til de oplevelser, man har på sin arbejdsplads,” siger Poul Hermann.
Diskrimination og mobning foregår i europæisk luftfart
At en organisation som EPAN er vigtig i Europa, viser nogle af de eksempler på episoder, som EPAN har modtaget fra europæiske medlemmer, fortæller Zac Brown.
Han fortæller blandt andet, at de har eksempler på, at en pilot har nægtet at lade sig servere af en homoseksuel mandlig kabineansat og i stedet forlangt, at en kvindelig kabineansat skulle servere for ham. Derudover har de mange eksempler på, at der bliver gjort grint med homoseksuelle med jokes om for eksempel deres faglighed eller påklædning.
”Vi hører, at homoseksuelle piloter har fået at vide, at de ikke hører til i cockpittet, og bliver spurgt, hvorfor de ikke arbejder i kabinen. Vi ser også, at der kan være et barskere miljø i maintenance, hvor der typisk er en mere macho-tone og beskidte jokes, og hvor det er nemt at blive gjort grint med,” siger Zac Brown.
”Vi hører, at ansatte siger, at de aldrig kunne forestille sig at være deres sande identitet på grund af den måde, som folk taler og laver jokes. Det handler også om flysikkerhed. Hvis man er bange for at være sig selv og skjuler sin identitet, kan man ikke fokusere på det job, man bliver betalt for at udføre.”
Positiv retning, men brug for de gode eksempler
Adspurgt hvordan han vil karakterisere attituden til LGBTQIA+-personer i luftfart, siger Zac Brown, at det er svært at generalisere, men at det bliver bedre.
”Vi ser mange flere mennesker, der kan være dem, de ønsker at være. Vi ser virksomheder ændre politikker, deltage i Pride-parader og lancere interne kampagner. Luftfartsindustrien ændrer sig meget. Den ældre generation, der måske er mere konservativ, begynder at gå på pension, og de yngre har en tendens til at være mere inkluderende,” siger Zac Brown.
For ham har en af de helt store sejre ved at oprette EPAN været, at de er med til at hjælpe LGBTQIA+-personer med at føle sig mindre ensomme. Især når de møder luftfartsansatte fra Østeuropa hører de ofte, at EPAN viser dem, at de ikke er alene.
”Der er mange, der tror, de er alene. De kender ikke andre blandt deres venner eller familie, som er LGBTQIA+-personer, men så ser de andre som dem udføre et job inden for luftfart, som de gerne selv vil,” siger Zac Brown, der fortæller, at han derfor meget gerne ser, at EPAN får flere medlemmer fra Nordeuropa, der kan være med til at vise, at LGBTQIA+-personer hører hjemme i luftfart, og at de kan trives.
”Danmark er et meget progressivt land, og mange nordeuropæiske lande plejer at være mere åbne og tolerante. Jeg vil derfor gerne motivere dem til at sprede budskabet, for der er steder i Europa, der kæmper, og det ville styrke kampen at have disse mennesker som allierede,” siger Zac Brown.
Fra Poul Hermann fra DAT lyder det samme budskab. Han tror både, at det vil være en fordel for virksomhederne at skabe et mere inkluderende arbejdsmiljø, der kan fastholde medarbejdere, og så håber han, at EPAN kan favne alle, der arbejder omkring flyvemaskiner.
”Jeg vil opfordre til, at man melder sig ind i EPAN. I Danmark har vi et enormt åbent arbejdsmarked, og det er relativt nemt at være LGBT’er i luftfart, fordi vi er mange, men i anerkendelse af at der er andre lande, hvor det er sværere, vil jeg opfordre til, at vi også organiserer os og viser, at i vores del af Europa er der plads til at være dem, vi er,” siger Poul Hermann.
EPANs næste begivenhed finder sted den 15.-17. september at EuroPride 2023 på Malta